Vil have flere danske unge i militæret

Politikerne i blå blok vil have flere danske unge i Forsvaret

Flere danske unge skal aftjene værnepligten, mener politikere
Udgivet Opdateret

Hvert år begynder under 5000 i værnepligt i Danmark, men en række blå partier i Folketinget vil have markant flere unge til at prøve kræfter med militæret.

Det skriver DR Nyheder.

For oppositionens største parti Venstre bliver det en centralt krav i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig.

- Vi står i en situation, hvor vi er nødt til at bevise, at vi kan forsvare os selv, og vi kan sikre danskernes sikkerhed, siger de Konservatives politisk ordfører, Mette Abildgaard.

Uenige om antal

Fra De Konservative lyder det, at antallet skal fordobles. Dansk Folkeparti vil endda have tredoblet antallet til 15.000 værnepligtige.

Det et det antal, som DF vurderer, der skal til, for at Danmark har en stående hær. Det vil sige en hær bestående af professionelle soldater, der er klar til at blive indsat med kort varsel.

Partierne er også enige om, at de fire måneder, som værnepligten varer i dag, ikke er lang tid nok. De vil gerne se på muligheden for at forlænge værnepligtens længde.

Ønsket om at få flere unge til at trække i camouflagetøj skal ses i lyset af den forsvarsaftale - kaldet et Nationalt Kompromis - som søndag blev indgået mellem regeringen, Venstre, Konservative, De Radikale og SF.

Øger med to procent

Partierne er enige om at hæve forsvarsbudgettet med yderligere 18 milliarder årligt inden udgangen af 2033. Det svarer til, at budgettet kommer til at udgøre to procent af BNP. Det er et krav fra Nato.

Også Socialdemokratiet ser positivt på at hæve antallet. Regeringspartiet er villig til at diskutere det med partierne.

Men diskussionen skal også tages med eksperter og med Forsvaret for at finde ud af, hvor mange værnepligtige og hvor lang værnepligt, der er bedst.

Skal have reserve

I Jyllands-Posten lyder det fra flere eksperter, at antallet værnepligtige ikke er vejen frem.

Det siger blandt andre Tom Block, forbundsformand i HKKF, fagforeningen for hærens konstabler og korporaler samt værnepligtige.

- Det kan godt være, at vi skal have en reserve, men det skal jo så ikke være en reserve af folk, som er uddannet i fire måneder. Det handler om, at vi skal have en effektiv reserve, som vi faktisk kan bruge til noget, siger han til avisen.

Powered by Labrador CMS