Vil ikke lave X Factor mere

Efter tre sæsoner vil Simon Kvamm gerne bruge brændstof på egne projekter, skriver han

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter tre sæsoner har Simon Kvamm besluttet sig for stoppe som dommer i TV 2-programmet "X Factor".

Det skriver han i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Jeg ser "X Factor" som en institution i dansk musik og underholdning og en fredags-vibe, som jeg håber består langt ud i fremtiden, skriver den nu tidligere dommer.

Egne projekter

Han vil gerne bruge sit kreative brændstof på sine egne projekter, lyder det videre.

I et interview med TV 2 siger TV 2's underholdningsdirektør Dorte Borregaard, at den 50-årige musiker har bidraget med meget til programmet.

Simon Kvamms deltagere har to gange vundet musikprogrammet "X Factor" i de tre sæsoner, hvor musikeren medvirkede som dommer. (Arkivfoto).

- Det er klart, at vi er kede af, at han har valgt at stoppe for nu, men Simon er også en mand med utroligt mange jern i ilden, sit eget band og egne ting, som nu kræver hans fulde opmærksomhed igen, siger hun til TV 2.

Vundet to gange

Simon Kvamm debuterede som dommer i 2022-sæsonen af musikprogrammet. I de tre sæsoner vandt en af Kvamms deltagere "X Factor" to gange.

I årets sæson, som sluttede fredag, blev det til en andenplads med gruppen 9000 Håb.

Inden sin tur ved dommerbordet var Simon Kvamm kendt som forsanger i bandet "Nephew", som brød igennem i 2004.

Sangeren har også lavet musik i andre konstellationer - blandt andet bandet Hugorm, ligesom han også har haft stor succes med komikertrioen Drengene fra Angora og tv-serien "Guru".

Det er sidste gang Simon Kvamm er med i X Factor afslører han nu.
Powered by Labrador CMS