Vil smide Pape på porten

De Konservatives formand meldte sig som statsministerkandidat i august, men derefter gik det galt for Pape

Udgivet Opdateret

En række konservative stemmer mener ikke, at Søren Pape Poulsen er den rette formand for De Konservative.

Sådan lyder det blandt andre fra Mogens Lønborg, som er tidligere borgmester i København.

- Hvis partiet skal genrejses, har jeg meget svært ved at se Pape som den rette formand. I god tid inden næste valg skal der findes en anden, siger Lønborg til Berlingske.

- Når man på rekordtid har mistet to tredjedele af vælgergrundlaget gennem en katastrofal valgkamp med stribevis af fejl, må man selvfølgelig også vurdere, om vi har den rigtige formand.

Håndteret forkert

- Papes popularitet er i meget høj grad blevet skabt af en kombination af andre partiers nedsmeltning og en smilende, rar og venlig udstråling og i mindre grad af politiske resultater, siger Lønborg.

Han peger på Rasmus Jarlov som det mest oplagte bud til at erstatte Pape som K-formand.

Tirsdag kom det frem i Politiken, at Pape i fredags i en medlemsmail vedkendte, at "jeg har åbenlyst håndteret mine personlige sager forkert".

Gik tilbage

- Der blev skabt tvivl om, hvorvidt man kunne stole på mig i det hele taget, og det er ingen mere ked af, end jeg er. Men jeg fik ikke forklaret sagen hverken grundigt nok eller tidligt nok, og det trak omtalen ud, og derfor har min ageren kostet opbakning til partiet, har Pape skrevet til medlemmerne.

Ved folketingsvalget 1. november gik De Konservative 1,1 procentpoint tilbage i forhold til 2019-valget. Partiet fik 5,5 procent af stemmerne og mistede derned to mandater.

Det er ikke godt nok. Ansvaret må Pape tage på sig, lyder det fra Dorte Schmittroth Madsen, som var folketingskandidat i Syddanmark.

Skal have ryddet op

- Pape har jo tydeligvis mistet opbakningen, så han er ikke længere den rette til at være hverken formand eller statsministerkandidat. Jeg mener, at vi i høj grad har brug for en diskussion af, om vi har den rette formand til at løfte partiet. Vi har brug for at få ryddet op, siger hun til Berlingske.

I en meningsmåling 21. august fra Voxmeter for Ritzau stod De Konservative til 16,5 procent af stemmerne. Det var seks dage, efter Pape havde meldt sig som statsministerkandidat.

Dårlige historier

Siden fulgte en række dårlige historier med Pape i hovedrollen. Blandt andet om Papes privatliv.

En række medier kunne blandt andet berette, at Pape som justitsminister rejste til Den Dominikanske Republik på ferie og holdt møder med ministre, uden at Udenrigsministeriet var involveret.

En måned efter at have meldt sig som statsministerkandidat annoncerede Pape ligeledes, at han skulle skilles fra sin mand, Josue Medina Vasquez.

Afslørede at det ikke var rigtigt

Det skete, efter at Ekstra Bladet kunne afsløre, at Pape havde sagt forkerte ting om sin mands baggrund.

Da Pape viste Josue Medina Vasquez frem som sin kæreste i 2014, kom det blandt andet frem, at kærestens onkel var præsident i Den Dominikanske Republik.

Siden fortalte Pape blandt andet også, at kæresten var jøde. Men begge ting fik Ekstra Bladet afsløret ikke var rigtige.

Pape beklagede, at han havde viderebragt forkerte oplysninger i offentligheden.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Søren Pape Poulsen.

Søren Pape Poulsen (K) gik efter statsministerposten, men De Konservative gik tilbage, og nu breder den interne uro sig. Her ses Pape til regeringsforhandlinger efter valget. Her er det S-formand Mette Frederiksen, der har serveretten.
Søren Pape Poulsen (K) gik efter statsministerposten, men De Konservative gik tilbage, og nu breder den interne uro sig. Her ses Pape til regeringsforhandlinger efter valget. Her er det S-formand Mette Frederiksen, der har serveretten.

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen, født 31. december 1971, søn af pensionist og fhv. landmand Svend Aage Poulsen og pensionist og fhv. hjemmehjælper Ruth Pape Poulsen.

Medlemsperiode: Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.Kandidat for Det Konservative Folkeparti i alle opstillingskredse i Vestjyllands Storkreds fra 2014.

Parlamentarisk karriere: Justitsminister, 28. november 2016 – 27. juni 2019.
Formand for Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe fra 2015.
Politisk leder af Det Konservative Folkeparti fra 2014.

Uddannelse: Lærerstudier, Ribe Statsseminarium, 1993-1994.
Udlært i shippingafdeling, Grundfos, Bjerringbro, 1992.

Beskæftigelse: Afdelingsleder, Viborg Kommune, 2007-2010.
Ungdomsskoleleder, Bjerringbro Kommune, 2004-2010.
Lærer, Bøgeskovskolen, 1999-2010.
Speditør, Billund Lufthavn og Aarhus, 1994-1999.

Tillidshverv: Medlem af bestyrelsen for KL og formand for KL’s internationale udvalg , 2011-2014.
Medlem af byrådet i Viborg Kommune (borgmester 2010-2014), 2007-2014.
Medlem af byrådet i Bjerringbro Kommune, 2002-2006.
Medlem af Konservativ Ungdom fra 1987.

Kilde: ft.dk
Powered by Labrador CMS