Vil være formand igen

Partistifter Pernille Vermund skriver til medlemmerne, at hun vil stille op som formand - hvis medlemmerne vil have hende

Udgivet Opdateret

Partistifter Pernille Vermund stiller sig til rådighed som formand for Nye Borgerlige, som har ekskluderet hendes arvtager, Lars Boje Mathiesen, efter pengekrav.

Det oplyser hun i en mail til medlemmerne, som Ritzau er i besiddelse af.

- Jeg vil gerne lede folketingsgruppen samt stille op som formand for vores parti. Så hvis I medlemmer vil have mig, er jeg klar til kamp for Nye Borgerlige og Danmark, skriver hun.

Opbakning fra gruppen

Hun har opbakning fra de to andre medlemmer fra folketingsgruppen.

Sent torsdag aften blev Lars Boje Mathiesen ekskluderet som formand for partiet, blot en måned efter at han blev valgt som Vermunds arvtager.

Han krævede et vederlag for at være formand og ville have udbetalt 350.000 kroner til en kampagne. Men partiet afviste at udbetale pengene og mente, at formandsvederlaget var urimeligt.

Mærkelig situation

Vermund forstår godt, hvis partiets medlemmer og vælgere synes, det er en mærkelig situation.

- Vi foragter, når politikere fråser med danskernes penge. Og vi har samme respekt for vores medlemmers penge, som vi har for danskernes.

- Det er helt utilstedeligt som formand at kræve 350.000 kroner overført fra partiet til ens egen private konto.

- Jeg forstår godt, hvis I synes, at det er en helt surrealistisk situation. Den holdning deler jeg, men der var desværre ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen satte en pistol for panden, skriver Vermund.

Valgt 7. februar

Lars Boje Mathiesen blev valgt som formand for Nye Borgerlige 7. februar og har altså kun haft formandsposten i lidt mere end en måned.

Byrådsmedlem Henriette Ergemann blev valgt som næstformand, men trak sig under to uger efter som følge af kontroversielle udtalelser om coronavirus.

Partiet fik seks mandater ved valget og er nu nede på tre.

I januar skrev Vermund, at hun glædede sig til at slippe for de "mange administrative og organisatoriske opgaver, der påhviler en formand".

Indlægget på Facebook havde indledningen "En ny energi blomstrer i mig".

Pernille Vermund er klar til igen at stille sig i spidsen for Nye Borgerlige - hvis medlemmerne ønsker det.
Pernille Vermund er klar til igen at stille sig i spidsen for Nye Borgerlige - hvis medlemmerne ønsker det.
Powered by Labrador CMS