Vilde billeder: Nu har orkanen Harvey ramt USA

Kort inden orkanen Harvey rammer den amerikanske kyst opgraderer national orkancenter styrken.

Udgivet Opdateret

De sidste dage har indbyggerne omkring dele af Den Mexikanske Golf forberedt sig på Orkanen Harvey.

Fredag blev den opgraderet til en kategori tre-orkan. Nu får den igen et nøk opad.

Harvey opgraderet

Meteorologer i USA har opgraderet orkanen Harvey til en såkaldt kategori fire-orkan. Harvey beskrives desuden som en potentielt “livstruende storm”.

En evakuering i begge delstater har været undervejs i dagevis op til at orkanen ville ramme.

Men siden fredag eftermiddag er befolkningen i de berørte områder blevet opfordret til at barrikadere sig i stedet.

Harvey er den første kategori fire-orkan, der rammer Texas siden orkanen Carla, der bragte ødelæggelse med sig i 1961.

Det kan resultere i større oversvømmelser, advarer eksperter ifølge nyhedsbureauet AP.

På forhånd skorter det ikke med advarsler fra politiske ledere og redningstjenester.

Men indbyggerne i de berørte områder vil også få store mængder vand fra oven, da orkanen tager store mængder nedbør med sig. Det kan resultere i større oversvømmelser, advarer eksperter ifølge nyhedsbureauet AP.

Op til 3,5 meter regn

Der forventes en stigning i vandstand på mellem 91 centimer og 3,5 meter de næste dage. Det forventes desuden, at orkanen vil skabe selvstændige tornadoer i området.

En talsmand for Texas’ redningstjeneste oplyser til AP, at byer langs kysten forbereder sig på, at vandmængderne i de næste dage vil gøre dem til de facto øer.

Det bliver vildt

Hos DMI er man ikke i tvivl om, at det bliver usædvanlig hård medfart for de områder, som orkanen går i land over.

– Hvis man kigger på prognoserne med 600 millimeter regn nogle steder og stormflod samtidig med vind, så er det jo katastrofalt for de lavtliggende områder, siger vagtchef ved DMI Steen Rasmussen.

– Der er ingen tvivl om, at det er en meget farlig og kraftig orkan, der går i land med store regnmængder.

– Det er kombinationen af alle faktorerne: At den bringer så meget regn med sig, vindstyrken og den stormflod, som kommer, når vandet presses ind mod kysten.

Trump klar med nødhjælp

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har fredag underskrevet en nødbekendtgørelse for delstaten Texas, hvor orkanen Harvey er gået i land fredag aften lokal tid.

Præsidenten skriver på Twitter, at han har underskrevet bekendtgørelsen på opfordring fra Texas’ guvernør, Greg Abbott.

Greg Abbott havde offentligt bedt præsident Donald Trump om at erklære Harvey en føderal katastrofe og løslade midler til nødhjælp fra den føderale regering allerede på forhånd.

Orkanen Harvey

Orkanen Harvey er gået i land ved delstaterne Texas og Louisiana i det sydlige USA. Her kan du læse mere om orkanen.

* Det nationale orkancenter i USA opgraderede fredag aften lokal tid orkanen til en styrke på fire. Orkanskalaen har fem trin.

* Harvey er den første kraftige orkan, der truer USA i indeværende orkansæson.

* Det er første gang i 12 år, at det amerikanske hovedland rammes af så voldsom en orkan.

* Den seneste store orkan, der ramte hovedlandet, var Wilma. Den ramte Florida i 2005

* Samme år i august ramte Katrina Louisiana. New Orleans blev oversvømmet, og 1800 mennesker omkom.

* I 2012 ramte Sandy New York og New Jersey med ødelæggende kraft. Dette vejrsystem havde mistet noget af sin kraft, da det ramte, og blev betegnet som en superstorm. Men Sandy var ødelæggende uden at være en orkan.

Kilder: AP, AFP.

Trumps bekendtgørelse betyder, at “den fulde styrke af hjælp fra staten” bliver stillet til rådighed for Texas, skriver Trump.

Powered by Labrador CMS