Vilde skovbrande: Tjernobyl brænder igen

100 brandmænd kæmper mod to skovbrande i Tjernobyl-området i Ukraine.

Udgivet Opdateret

To store skovbrande nær Tjernobyl i Ukraine har sendt strålingsniveauet i vejret.

Det melder de ukrainske myndigheder søndag.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Tidligt søndag blev det rapporteret, at to brande havde spredt sig på et område på mere end 100 hektar.

Andre melder dog om, at brandene har spredt sig på et område på henholdsvis omkring 5 og 20 hektar.

Strålingsniveauet i brandområdet er meget højere end sædvanligt, hvilket gør det sværere at slukke brandene.

Myndigheder har mobiliseret to fly, en helikopter og omkring 100 brandmænd til at bekæmpe branden.

Folk, der bor i nærheden, er ikke i fare, melder myndighederne.

Strålingsniveauet i hovedstaden Kiev, der ligger 100 kilometer syd for Tjernobyl, oplever ikke en stigning i strålingsniveauet.

Eksploderede i 1986

Tjernobyl var et atomkraftværk, der i 1986 oplevede en eksplosion i forbindelse med en sikkerhedstest. Ulykken udløste mere end 400 gange den radioaktive forurening, som atombomben over Hiroshima udløste.

Ulykken sendte radioaktive stoffer ud over det meste af det østlige Europa. Der blev også målt radioaktiv stråling i blandt andet Tyskland og Sverige. Også i Danmark målte Risø-værket en kraftig stigning i radioaktivitet.

Der er indtil 2005 registreret 6.000 tilfælde af kræft i skjoldbruskkirtlen hos børn og unge i Hviderusland, Rusland og Ukraine, hvoraf hovedparten menes at være forårsaget af stråling i forbindelse med ulykken. Derudover menes det, at børn har fået store doser radionuklider af at drikke mælk med stort indhold af radioaktivt jod.

Udover denne stigning i antallet af kræfttilfælde har der ikke kunnet påvises større helbredsmæssige konsekvenser som følge af stråling efter ulykken. Ifølge UNSCEAR (United Nations Scientific Commitee on the Effects of Atomic Radiation) er det svært at bedømme, hvor mange nuværende og kommende kræfttilfælde, der kan tilskrives Tjernobyl.

Tjernobyl fortsatte med at generere elektricitet, indtil kraftværket endeligt lukkede i 2000.

Brandene søndag hærger inden for den udelukkelseszone, der blev oprettet efter katastrofen i 1986.

Det er ulovligt at bo inden for 30 kilometer af atomkraftværket. Alligevel bor omkring 200 mennesker fortsat i zonen.

Brande er almindelige i skovene nær det nedlagte kraftværk.

Powered by Labrador CMS