Vildt: Så mange bilister blev snuppet i påsken

Politiet havde travlt i påsken. Skal man dømme efter antallet af fartbøder, så havde danskerne generelt (lidt for) travlt.

Udgivet Opdateret

I perioden fra fredag den 12. april til den mandag den 22. april gennemførte politiet hastigheds- og spirituskontroller i påsketrafikken. Udover hastighed- og spirituspåvirkning var der også kontrol af, om førerne var påvirkede af narkotika eller medicin.

I dette års kontrolperiode standsede politiet lidt under 19.000 køretøjer på landsplan. Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

I alt blev 14.325 sigtet for have kørt for stærkt, og i galleriet over artiklen kan du se, hvordan sigtelserne har fordelt sig.

Ved de tilsvarende kontroller i påsken 2018 standsede politiet lidt over 13.000 køretøjer, hvor 108 bilister blev sigtet for spirituskørsel og 132 for narkokørsel. I samme periode skete der 13 spiritusulykker og ingen ulykker, hvor føreren var mistænkt for narkokørsel.

Fald – trods alt

Heldigvis kan der over de seneste år konstateres et stort fald i antallet af spiritusbilister fra godt 11.700 sigtede i 2007 til knap 6.000 i 2018. Mere positivt er det, at antallet af spiritusulykker i samme periode næsten er halveret fra knap 2.800 til lidt under 1.400.

– Hastighed og spiritus er blandt de hyppigste årsager til, at der sker færdselsuheld og selvom den generelle holdning er, at det er uacceptabelt at køre i påvirket tilstand, ser vi stadig påvirkede bilister. Vores mål er at få nedbragt antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, der-for sætter vi massivt ind overfor disse overtrædelser, siger politiassistent Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, og fortsætter:

– Vi vil også fremadrettet i 2019 have fokus på indsatserne mod for høj hastighed samt spiritus- og narkokørsel med opbakning fra blandt andet Rådet for Sikker Trafik.

Powered by Labrador CMS