Virksomhed brugte cementblander til ældremad

Newspaq
Udgivet Opdateret

Et kontrolbesøg onsdag viste, at virksomheden blandt andet havde brugt en cementblander til produktionen.

Fødevarestyrelsens Rejsehold har torsdag lukket ned for produktionen hos fødevarevirksomheden Nordic Ingredients, der producerer fødevarer til plejehjemsbeboere og sygehuspatienter med synkebesvær.

Et kontrolbesøg har bevist, at virksomheden, der ligger nord for Randers, har store mangler i hygiejnen under produktionen – blandt andet er en cementblander blevet brugt til produktionen.

Virksomheden producerer blandt andet gelérugbrød og geléagurk samt særlige pulverblandinger med smag af eksempelvis bøf, bacon og flæskesteg.

– Deres produktionslokale var langt fra rengjort godt nok. Der var ikke bare lidt snavs fra den seneste produktion, og vi vurderede, at rengøringsstandarden er helt utilstrækkelig, siger Henriette Mynster, dyrlæge og en del af Fødevarerejseholdet, til Ritzau.

Fundet har betydet, at produktionen på virksomheden nu er lukket ned.

Det har ikke været muligt at få en kommentar på Nordic Ingredients.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS