Voldsom brand: To på hospitalet
En firelænget gård står i brand i Frederikssund, og beredskabet beder trafikanter i området give plads til udrykningskøretøjerne.
En firelænget gård på Sigerslevvestervej 50 i Frederikssund står lørdag eftermiddag i brand, skriver TV2 Lorry. Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi.
Omkring klokken 15.00 blev der sendt køretøjer på vej fra flere stationer under Frederiksborg Brand & Redning: Frederikssund Station, Jægerspris Station, Stenløse Station, Hillerød Station og Farum Station.
@BeredskabFBBR Frederikssund. Overtændt Gård. Der er indsat med CAFS og B-C udlægning. Vores køretøjer fylder godt på vejen og der køre tankvogne frem og tilbage for at hente vand. @NSJPoliti @akutberedskabet
— Frederiksborg Brand & Redning (@BeredskabFBBR) April 27, 2019
Vagthavende i Frederiksborg Brand & Redning, Station Hillerød, Johnny Ochwat, oplyser til TV 2 Lorry, at branden formentlig er opstået i en campingvogn, der stod midt i gården, og branden har spredt sig til tre længer.
Beredskabet beder trafikanter i nærområdet om at give plads til udrykningskøretøjerne.
Region Hovedstadens Akutberedskab skriver på Twitter, at den første ambulance har kørt to patienter fra gården til videre behandling på Nordsjællands Hospital.
Der vil blive sendt endnu en akutlæge og ambulance til skadestedet, oplyser akutberedskabet.