Voldsomt jordskælv i Italien

Endnu er voldsomt jordskælv har ramt Italien. Udenrigsministeriets Borgerservice undersøger, om der er tilskadekomne danskere.

Udgivet Opdateret

Endnu et jordskælv har ramt det centrale Italien. Der skulle være tale om et kraftigt jordskælv.

– Vi er lige nu i løbende kontakt med ambassaden i Rom, der er ved at indhente oplysninger om danskere i området, oplyser vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice til Newsbreak.dk.

Avisen Corriere della Sera beskriver jordskælvet som voldsomt og fortæller, at det kunne mærkes i Italiens hovedstad, Rom. Det oplyser Ritzau.

Ifølge de første meldinger fra nyhedsbureauet Reuters havde jordskælvet en styrke på 7,1, svarende til jordskælvet, der spredte død og ødelæggelse i Haiti i 2010. Senere er styrken dog nedjusteret til 6,6.

– Jordskælvet har fået flere bygninger til at styrte sammen i det centrale Italien. Stadig ingen meldinger om tilskadekomne, fortæller de italienske myndigheder ifølge Reuters.

Skælvet ramte 68 kilometer øst for byen Perugia i området Preci. Området ligger omtrent 150 kilometer nordøst for Rom.

– Klokken 07.41 oplevedes der et meget kraftigt jordskælv, der kunne mærkes også i Rom. Jorden skælvede i flere sekunder, skriver Corriere della Sera.

Ifølge Reuters er der ikke nogle umiddelbare meldinger om tilskadekomne, hvilket passer meget godt med Udenrigsministeriets oplysninger.

– Vi har ikke fået nogen oplysninger om, at der skulle være tilskadekomne i jordskælvet – hverken danskere eller andre udlændinge, siger vagthavende til Newsbreak.dk.

Da man stadig er i gang med at indhente oplysninger, og derfor endnu ikke er fuldstændig afklaret omkring eventuelle berørte danskere, opfordrer den vagthavende de danskere, der har pårørende i området til at følge med på den italienske ambassades hjemmeside. Det kan du gøre HER.

Befinder du dig selv i området, lyder opfordringen, at du holder øje med de lokal medier.

Onsdag blev det centrale Italien også ramt af et jordskælv. Det var dog mindre og målte 6,4 i styrke.

I sommer blev Italien ramt af et stort jordskælv, der kostede mere end 300 mennesker livet.

Powered by Labrador CMS