Vrede kunder skoser 3 på deres Facebookside

Foto: Torben Christensen/Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det er ikke kun venstrefløjspolitikere, der er vrede over den hidtil hemmeligholdte skatteaftale, der tillader teleselskabet 3 at slippe for at betale skat i Danmark.

Også blandt teleselskabets kunder forarger historien, som Politiken bragte tirsdag. Det giver sig ikke mindst til udtryk på virksomhedens Facebookside, hvor vrede kunder tirsdagen igennem har bombarderet selskabet med vrede opslag.

»Glem jeres søforklaringer. Der er kun en grund til at etablere sig i Luxemburg, og det er skatteteknik. Jeg smutter som kunde, så go’ tur til Luxemburg og Hong Kong. Nyd de 1,5 milliarder – jeg støtter fortsat Danmark med min skat,« lyder det eksempelvis fra en tilsyneladende nu forhenværende kunde.

Og generelt har historien om, at teleselskabet har haft en hemmelig skatteaftale i Luxembourg, som sikrer, at der kun skal betales en minimal skat af renteindtægter, vakt vrede blandt kunderne. En lang række kunder meddeler på siden, at de vil opsige deres abonnement hos teleselskabet med øjeblikkelig virkning, mens enkelte kunder dog samtidig udtrykker forståelse med virksomhedens dispositioner.

En hel Facebookside er også blevet dedikeret til virksomhedens skattestunt – »Betal jeres skat, 3-mobil,« lyder det mundrette navn på gruppen, som små 1.500 personer foreløbig har støttet op om.

Virksomheden tog selv til genmæle tidligere tirsdag, og også på deres Facebookside forsøger man at gyde olie på de oprørte vande.

»Vi har set og forstået alle jeres kommentarer. Og vi sætter pris på, at I holder den gode tone,« skriver virksomheden afslutningsvis i sit opslag, hvor de indledningsvis redegør for, hvorfor de ikke betaler skat i Danmark, og at man de seneste ti år har investeret mere end fem milliarder kroner i et landsdækkende mobil-netværk.

Powered by Labrador CMS