Wozniacki kan spille sig tilbage i top ti med finalesejr

Det bliver britiske Johanna Konta, som Caroline Wozniacki skal møde i finalen ved Miami Open.

Johanna Konta slog Venus Williams i semifinalen i Miami Open. Nu venter Caroline Wozniacki i finalen. Foto: Julian Finney/AFP
Udgivet Opdateret

Det bliver britisk modstand for Caroline Wozniacki i finalen ved Miami Open lørdag.

Johanna Konta slog torsdag i to sæt amerikanske Venus Williams 6-4, 7-5 efter en kamp på mere end to timer.

Venus Williams er nummer 12 på den seneste verdensrangliste, mens Konta er nummer 11. Opgøret mellem de to spillere var præcist så lige, som deres rangering indikerer.

Kampen blev spillet sent torsdag aften lokal tid, hvor Konta hurtigt tog initiativet og brød veteranen Williams.

Williams fik kæmpet sig tilbage i et særdeles velspillet første sæt, men nåede aldrig helt op til Konta, der skulle bruge tre sætbolde.

Andet sæt startede mere lige, hvor ingen af de to spillere, trods utallige breakbolde, formåede at bryde hinandens serv før ved stillingen 5-5, hvor det lykkedes for Konta.

Herefter kunne Johanna Konta serve sejren hjem på sin første matchbold.

– Det var noget af en kamp, og jeg føler mig en smule heldig med at stå her som vinder. Jeg nød at spille mod Venus Williams, hun er en af sportens aller største, siger Konta.

Johanna Konta møder i finalen Caroline Wozniacki. De tog har mødtes en enkelt gang før. Det var i tredje runde af årets Australian Open, hvor Konta vandt sikkert i to sæt 6-3, 6-1.

På trods af den sikre sejr ved Australian Open, så forventer Konta en hård kamp mod Caroline Wozniacki i finalen.

– Caroline er en af de bedste atleter på WTA-touren og får dig til at arbejde, så jeg forventer at skulle løbe en masse bolde op mod hende i finalen lørdag.

Vinder Caroline Wozniacki finalen lørdag, så er danskeren tilbage i top-ti, skriver WTA på forbundets hjemmeside. Taber danskeren finalen, så er Venus Williams tilbage i top-ti.

Powered by Labrador CMS