Zangenberg springer ud som tv-vært

Julie Zangenberg skal være tv-vært på TV3. Foto: Instagram.
Udgivet Opdateret

Skuespillerinden Julie Zangenberg springer ud som studievært på et udfordrende tv-program på TV3.

Det afslører hun på sin blog.

Julie Zangenberg afslører så meget, at hun opholder sig på en græsk ø i disse dage, hvor optagelserne finder sted til det nye TV3-program.

– Jeg er her, for at være vært på et nyt udfordrende tv-program til TV3. Udover at jeg tager alle mine jobs som en udfordring, der skal tages seriøst – ingen grund til at lave noget, hvis du ikke giver dig 100 procent til det – så er det ikke mig, der bliver udfordret på denne produktion. Det er vores deltagere der er seje, modige og bliver udfordret på krop og sjæl, skriver Julie Zangerberg på sin blog.

Om baggrunden for at hun har sagt ja til at prøve kræfter som tv-vært skriver hun:

– Jeg er skuespiller først og fremmest. Det er det jeg er bedst til, og hvor jeg føler mig hjemme. Men jeg sagde ja til denne her værtsrolle, fordi jeg synes programmet og ideen bag er spændende, ny og relevant for vores tid. Det har dybde uden at blive kedeligt. Det er underholdning, men kan og vil lidt mere, end hvad man tror ved første øjekast.

Til december vil TV3 melde ud, hvilket tv-program der er tale om.

Powered by Labrador CMS