Pensionister risikerer ubehagelige overraskelser

Når du inden længe modtager årsbrevet med oversigt over din pension, er der flere ændringer i år, som kan få betydning for, hvad du får udbetalt

Udgivet Opdateret

I disse dage sender Udbetaling Danmark årsbrev ud til over en million pensionister.

Hvis du er folke-, førtids- eller seniorpensionist, fremgår det af årsbrevet, hvad du vil få udbetalt i 2024.

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at det hele stemmer, når du modtager brevet.

Og denne gang er der ekstra god grund til at kigge tallene igennem, fordi der er kommet flere ændringer, som kan få betydning for, hvad du får udbetalt.

Sådan lyder opfordringen fra Udbetaling Danmark.

Ubehagelige overraskelser

- For at undgå ubehagelige overraskelser skal man være opmærksom på de nye boligskatter, og der er ikke længere fradrag for ubrugte feriepenge, siger centerdirektør i Udbetaling Danmark Lene Hougaard-Enevoldsen, der har det øverste ansvar for udbetalingen af pension til de 1,3 millioner pensionister.

- Til gengæld er der gode nyheder for folkepensionister, der har en arbejdsindkomst. Fra 1. januar 2024 indgår folkepensionisters arbejdsindkomst nemlig ikke længere i beregningen af folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg.

Bruger forskudsopgørelsen

Afdelingschef i Ældre Sagens rådgivning Anne-Birgitte Sindahl råder også til, at du tager dig den nødvendige tid til at gennemgå og forstå årsbrevet.

Hun peger på, at Udbetaling Danmark bruger oplysningerne fra forskudsregistreringen til at beregne folkepensionen og den personlige tillægsprocent.

- Når forskudsopgørelsen stemmer, minimerer man risikoen for at få for meget eller for lidt i folkepension og andre tillæg, siger hun.

Indgår i beregningen

Den personlige tillægsprocent bruges til at beregne, hvor meget du eventuelt kan få i ældrecheck, helbredstillæg og varmetillæg.

- Man skal være særligt opmærksom på sin forskudsopgørelse, hvis man for nylig er begyndt at få udbetalinger fra for eksempel ratepension eller livrente. De indgår nemlig i beregningen af pensionstillæg og den personlige tillægsprocent, siger Anne-Birgitte Sindahl.

Flere faktorer

Det samme gælder, hvis du ikke længere får udbetalinger fra ratepension eller livrente.

- Der er andre ændringer i år, som kan få betydning for dig som pensionist. Er du boligejer, vil boligskatten til kommunen, kaldet grundskyld, fremover blive opkrævet gennem skatten, siger hun.

En anden større ændring er, at hverken din egen, ægtefællens eller samleverens arbejdsindkomst i fremtiden vil indgå i beregningen af folkepensionen.

Feriepenge kan tælle

- Men din egen arbejdsindkomst har stadig betydning for beregningen af den personlige tillægsprocent, siger hun.

Hvis du er pensionist og fik udbetalt indefrosne feriepenge under coronapandemien, har de penge ikke været talt med i din likvide formue.

Men det bliver ændret fra 1. januar, hvor pengene vil indgå i opgørelsen af din likvide formue, hvis du stadig har dem. Likvid formue er for eksempel penge, som du har stående i banken.

Risikerer ikke at få ældrecheck

- Kommer din likvide formue over den fastsatte grænse, kan du ikke få ældrecheck og helbredstillæg, siger Anne-Birgitte Sindahl.

Næste år er grænsen 99.200 kroner, hvis du er enlig, og ellers 99.200 kroner tilsammen, hvis du er gift eller har en samlever.

Tidlig pension

  • Danskere i alle aldersgrupper drømmer om at forlade arbejdsmarkedet før tid, men det fylder mere for aldersgruppen 18-35 år.
  • Således ønsker 38 procent af de unge at forlade arbejdsmarkedet som 60-årig eller tidligere, mens det for alle de adspurgte er 31 procent.
  • Danskerne forventer dog først at kunne trække sig tilbage som 66- eller 67-årig.
  • Folkepensionsalderen er lige nu 65,5 år, men den stiger løbende til 68 år frem mod 2031.
  • Ifølge prognoserne vil folkepensionsalderen for den unge aldersgruppe ligge på omkring 73 år.

Kilde: Epinions-undersøgelse for PFA Pension.

Powered by Labrador CMS