Her lander Vermund

Nye Borgerliges-medstifter og tidligere formand Pernille Vermund er nu folketingsmedlem for Liberal Alliance

Udgivet Opdateret

En uge, efter at Pernille Vermund meldte sig ud af Nye Borgerlige - partiet hun selv har været med til at stifte - har hun fundet et nyt hjem.

Pernille Vermund er blevet medlem af Liberal Alliance og dermed partiets folketingsgruppe. Det oplyser LA-formand Alex Vanopslagh i et opslag på det sociale medie X.

Alex Vanopslagh og Pernille Vermund ses her under åbningsdebatten i Folketinget i oktober 2023.

- Jeg rakte allerede sidste år ud til Pernille for at tale om, hvorvidt det ikke ville være bedre for det borgerlige Danmark, at vi koncentrerede og samlede kræfter - eksempelvis ved at hun kom til Liberal Alliance, skriver Vanopslagh i opslaget.

Ikke overvejet andre

I et interview med Berlingske fortæller Pernille Vermund, at hun ikke har overvejet andre partier end Liberal Alliance.

Videre siger hun, at hun også vil stille op til næste folketingsvalg for partiet.

- Liberal Alliance er det parti, som bedst viser vejen frem for et borgerligt-liberalt samfund, og Alex Vanopslagh har i mine øjne en helt fænomenal evne til at formulere en borgerlig dagsorden, der ikke bare handler om frihed, men også om at tage ansvar for mere end sig selv, siger Pernille Vermund til Berlingske.



Powered by Labrador CMS