-Den må aldrig gå ind

Jonas Lössl erkender, at sidste scoring i 1-2-nederlaget mod OB var en fejl, men afviser at det er et drop

Jørgen Skjelviks hjørnespark sejlede i mål, og så vandt OB 2-1 over FC Midtjylland.
Jørgen Skjelviks hjørnespark sejlede i mål, og så vandt OB 2-1 over FC Midtjylland.
Udgivet Opdateret

Et usædvanligt mål sørgede for tre point til OB, da fynboerne fredag mødte FC Midtjylland i sæsonens første superligakamp.

Norske Jørgen Skjelvik scorede således direkte på et hjørnespark i tillægstiden.

I situationen så hverken FCM-forsvaret eller målmand Jonas Lössl særligt godt ud.

Lössl er ikke meget for at kalde det et målmandsdrop, men den danske landsholdsspiller erkender, at det ikke er noget, der må ske.

- Jeg vil ikke kalde det for et målmandsdrop, men nok mere et forsvarskiks hvor vi var nogle stykker i den situation, der skulle have gjort det bedre.

- Den gik igennem to forsvarsspillere og fik et forkert opspring, men den må selvfølgelig aldrig gå ind.

- Det mest irriterende ved scoringen er, at det sker i overtiden, siger Jonas Lössl om scoringen.

Vil videre

FC Midtjyllands debuterende cheftræner, Bo Henriksen, vil ikke dvæle for meget ved hverken nederlaget eller det sene mål.

- Vi manglede en lille smule held og dygtighed, og ved målet er der tre mand, der går forkert af bolden og så går den i kassen.

- Der er rigtig mange ting ved det her, der er uheld, men det er jo virkeligheden for fanden. Der var ikke nogen, der gjorde det med vilje.

Alt i alt var den nytiltrådte cheftræner dog tilfreds med midtjydernes generelle præstation.

- I store dele af kampen gjorde vi, hvad vi havde aftalt, og vi pressede godt på.

- Selv om vi manglede den sidste coolness, er jeg mest af alt tilfreds, med den måde vi arbejdede på, siger den 46-årige træner.

Glæde i OB-lejren

I OB-lejren var fynboernes angrebsprofil Bashkim Kadrii en glad mand efter sejren.

- Alt i alt var det en fin og god præstation. Vi var på udebane i Midtjylland, så selvfølgelig blev vi presset.

- Vi kæmpede røven ud af bukserne, og jeg synes egentlig, at det er en fortjent sejr, siger Kadrii.

Selv scorede Bashkim Kadrii det første OB-mål i kampen, men det sidste mål så han dog ikke så meget til.

- Jeg ser ikke andet, end at Jørgen Skjelvik laver et elendigt indlæg, og så er der et par spillere, der misser bolden, siger Bashkim Kadrii om den pudsige scoring.

Odds på Superliga-holdene inden sæsonstart

Her er et overblik over, hvad hvert eneste Superliga-hold giver igen, hvis de vinder Danmarks bedste fodboldrække:

FC København: 2,25

FC Midtjylland: 2,70

Brøndby: 5,00

AGF: 17,00

AaB: 50,00

Randers: 70,00

FC Nordsjælland: 70,00

OB: 80,00

SønderjyskE: 150

Vejle: 300

Viborg: 500

Silkeborg: 500

Kilde: danskespil.dk
Powered by Labrador CMS