Håber på et mirakel før EM-finalen

Magnus Saugstrup måtte humpe sig igennem anden halvleg mod Tyskland med rygproblemer

Udgivet Opdateret

KORT RESUME AF ARTIKLEN

Magnus Saugstrup spillede anden halvleg med rygproblemer i EM-semifinalen, efter at have fået et vrid.

Saugstrup håber på fysioterapeut Anja Greves evner til at udføre et 'mirakel' for at blive kampklar.

For at minimere risikoen spillede Saugstrup primært i forsvaret i anden halvleg af kampen.

Semifinalen var præget af fysisk spil, hvor Saugstrup og holdet måtte stå sammen mod et hårdtspillende tysk hold.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Magnus Saugstrup kommer formentlig til at tilbringe en stor del af det næste døgns tid på behandlerbriksen hos håndboldlandsholdets fysioterapeut, Anja Greve.

Den stærke stregspiller spillede hele anden halvleg af fredagens EM-semifinale med store rygproblemer efter at have fået et vrid i kampens hede.

Nu kæmper han for at blive klar til finalen på søndag.

- Da jeg skulle vende mig rundt, mærkede jeg et eller andet i ryggen, der ikke føltes superfedt. Det har det ikke så godt, men jeg ved ikke helt, hvad det er.

- Jeg håber, at Anja (Greve, red.) kan lave et mirakel. Det plejer hun at kunne, siger Magnus Saugstrup.

Stort set kun i forsvaret

Efter pausen spillede han stort set udelukkende i forsvaret for ikke at risikere yderligere slag mod ryggen.

- Det er lidt nemmere at styre, hvad der kommer imod mig i defensiven. Det gjorde bare ondt, siger Saugstrup.

Magnus Saugstrup (til venstre) var som altid involveret i mange nærkampe på stregen mod Tyskland.

Uddelt mange knubs

I det hele taget var det en semifinale, hvor der blev uddelt mange knubs i den hektiske atmosfære.

- Når man har 20.000 tilskuere i ryggen på hjemmebane, så får man tit lov til lidt mere. Det gjorde tyskerne også. De spillede med musklerne og lykkedes længe med det.

- Det gav tyskerne en fordel. Men vi var gode til at stå sammen og holde hovedet koldt i 60 minutter, siger Magnus Saugstrup.

Powered by Labrador CMS