Medier: Mikkel Hansen stopper

Den danske håndboldstjerne vil onsdag meddele, at karrieren er forbi efter denne sæson, erfarer flere medier

Udgivet Opdateret

Mikkel Hansen indstiller sin aktive håndboldkarriere, når denne sæson er forbi.

Det erfarer TV 2 Sport og Jyllands-Posten, efter at Hansen og Aalborg har indkaldt til et fælles pressemøde onsdag.

Her vil klub og spiller fortælle nærmere om "det fremtidige samarbejde mellem parterne", lyder det i indkaldelsen.

Mikkel Hansen og Aalborg Håndbold afholder pressemøde onsdag.

Mikkel Hansens kontrakt med Aalborg Håndbold løber til sommeren 2025, men nu er det altså besluttet at stoppe aftalen et år før tid.

Den 36-årige veteran har været plaget af skader de senere år og er lige nu på sidelinjen med lyskeproblemer.

Ramt af stress

Han kom til den nordjyske topklub i sommeren 2022, men var i sin første sæson ukampdygtig i en stor del af foråret.

Kort efter landsholdets VM-triumf i Sverige blev han sygemeldt med symptomer på stress og vendte først tilbage til holdtræningen under forberedelserne til denne sæson.

Inden skader og sygdom kom på tværs, slog Hansen sit navn fast som en af historiens allerbedste håndboldspillere.

Verdens bedste

Han er tre gange blevet kåret som verdens bedste spiller og har været på et utal af all star-hold efter slutrunder.

Powered by Labrador CMS