Slår Sverige knebent

Danmarks håndboldherrer slog Sverige i sin OL-generalprøve, men fik også et par spillere skadet

Mikkel Hansen ramte ikke helt sit topniveau mod Sverige, men rejste sig sammen med resten af holdet i anden halvleg.
Mikkel Hansen ramte ikke helt sit topniveau mod Sverige, men rejste sig sammen med resten af holdet i anden halvleg.
Udgivet Opdateret

Et par skader, en meget blandet spillemæssig præstation og en sejr.

Det var resultatet af de danske håndboldherrers generalprøve på OL mod Sverige i Helsingør mandag aften.

Danmark vandt opgøret med 31-30 og rejser nu til Japan onsdag.

Sverige, der jagtede revanche fra VM-finalen i januar, var klart bedst i første halvleg, men i løbet af anden halvleg slog Danmark tilbage og satte i slutfasen trumf på.

Kampen fik set med danske briller en særdeles skidt optakt, da rutinerede Morten Olsen udgik fra opvarmningen med en lægskade af endnu ukendt karakter.

Manglede forsvarsspil

Siden måtte også OL-reserven Emil Jakobsen humpe ud med en skade i en generelt skidt første halvleg.

Landstræner Nikolaj Jacobsen forsøgte i sine timeouts i første halvleg at råbe de danske spillere op, og han fremhævede især det mangelfulde forsvarsspil, men det hjalp ikke synderligt.

Danmark var foran 6-5 efter en nogenlunde åbning, men især stjernen Jim Gottfridsson boltrede sig, men også Aalborgs Lukas Sandell og fløjspilleren Hampus Wanne gjorde livet surt for Danmark, og den stod 13-15 ved pausen.

Mikkel Hansen ramte kun i glimt sit tårnhøje topniveau i opgøret, så andre måtte træde til, og Jacob Holm gjorde sit med et par vigtige scoringer i starten af anden halvleg, ligesom Mathias Gidsel også bød det svenske hold godt op til dans.

Mikkel Hansen

* Født: 22. oktober 1987.

* Position: Venstre back.

* Klub: Paris Saint-Germain (siden 2012).

* Tidligere klubber: Helsingør IF, Virum-Sorgenfri, GOG, FC Barcelona, AG København.

* Medaljer med landsholdet:

– VM: Guld i 2019 og 2021, sølv i 2011 og 2013.

– EM: Guld i 2012 og sølv i 2014.

– OL: Guld i 2016.

* Kåret som verdens bedste mandlige håndboldspiller i 2011, 2015 og 2018.

Kilder: DHF, Paris Saint-Germain, Ritzau.

Ingen hjælper

Med Gottfridsson ude i en del af anden halvleg havde Danmark gode muligheder for at slå tilbage, og efter endnu en opsang på sidelinjen skete der noget.

- Der er ingen, der hjælper hinanden, råbte landstræneren under en timeout i midten af anden halvleg.

Flere gode redninger af keeper Kevin Møller og klart forbedret dansk spil i det sidste kvarter betød, at Danmark gik fra 21-23 til 28-26 på 10 solide minutter., og derfra holdt Danmark nogenlunde fast.

Ved OL er Danmark havnet i gruppe med dagens modstander Sverige, OL-værterne fra Japan, Egypten, Bahrain og Portugal.

De fire bedste fra hver af de to grupper går videre til kvartfinalerne, og Danmark indleder OL med en kamp mod Japan 24. juli.

Powered by Labrador CMS