Ældre kærestepar dræbt

Den 37-årige gerningsmand, Espen Andersen Bråthen, gennemgår i øjeblikket en større psykiatrisk undersøgelse

75-årigt kærestepar var blandt ofrene i Kongsberg-angreb
75-årigt kærestepar var blandt ofrene i Kongsberg-angreb
Udgivet Opdateret

Onsdag aften tog den 37-årige gerningsmand, Espen Andersen Bråthen, livet af fire kvinder og en mand, da han i den lille norske provinsby Kongsberg gik til angreb med blandt andet bue og pil.

Lørdag valgte politiet at sætte navn på ofrene, der alle boede på samme gade i lokalområdet - Hyttegata. Det skriver mediet VG.

Blandt dem var kæresteparret Liv Borge og Gunnar Erling Sauve, der begge blev 75 år.

Begge beskrives af mediet som udadvendte og imødekommende mennesker.

Gunnar Erling Sauve havde en lang karriere som landinspektør bag sig, men trak sig i 2015, skriver Drammens Tidende ifølge VG. Liv Borge arbejdede stadig i en kunstforening.

Musiker blandt de dræbte

Blandt de dræbte var også 52-årige Andréa Meyer.

Hun var musiker og gik under navnet Nebelhexe. Ifølge musikjournalisten Didrik Søderlind satte hun især sit præg på undergrundsmusikken.

- Og hun havde fanskarer over hele verden, lyder det.

Derudover skrev hun bøger om hedenskab, som hun ifølge journalisten bekendte sig til.

Lokal kunstner

Også Gun Marith Madsen på 78 år og 56-årige Hanne Merethe Englund mistede livet under angrebet onsdag.

Gun Marith var en lokal kunstner.

Hun havde ikke blot udstillinger i lokalområdet, men også rundt om i Norge. Som kunstner gik hun under aliasset "Gun Mads", skriver VG.

Hanne Merethe Englunds nærmeste beskrev hende som en kunstnerisk kvinde. Hun var indehaver af et galleri, hvorfra hun også solgte keramik.

I galleriet var der tilsyneladende ingen faste åbningstider, hvorfor folk blot skulle banke på, når de ville på besøg, skriver det norske medie.

I øjeblikket er myndighederne i gang med en omfattende psykiatrisk undersøgelse af gerningsmanden, Espen Andersen Bråthen.

Han har erkendt de faktiske forhold i sagen, men har ikke kendt sig skyldig i at have begået noget ulovligt.

Det ved vi om gerningsmanden

Her er, hvad vi ved om drabsmanden

* Han er 37 år og bor i byen Kongsberg cirka 80 kilometer syd for Oslo, hvor angrebet fandt sted. Han har dansk statsborgerskab, men er født og opvokset i Norge. Hans mor er dansk, mens hans far er norsk.

* Han har ifølge retsbøger flere domme bag sig, skriver DR Nyheder. I 2012 blev han idømt 60 dages betinget fængsel for groft tyveri og erhvervelse samt brug af narkotika. I domsafsigelsen fra 2012 fremgår det desuden, at han tidligere er dømt for lignende forhold.

* En nat i maj samme år brød han ind i Norsk Bergverksmuseum ved at knuse et vindue.

* I juli 2020 blev manden idømt et tilhold mod sine forældre efter at have fremsat drabstrusler mod familien.

* I maj samme år opsøgte han forældrene og truede med at slå sin far ihjel. I politiets anmeldelse står der blandt andet, at manden gik rundt i huset, selv om de bad ham forlade stedet.

* Han skulle være kommet med trusler og have efterladt en Colt-revolver på forældrenes sofa, før han gik.

* Motivet for angrebet onsdag er endnu ikke kendt. Men politiet sagde på et pressemøde torsdag formiddag, at der tidligere har været bekymringer om, at manden, der er konverteret til islam, var blevet radikaliseret.

* Meldingerne om radikalisering stammer fra før 2021, og detaljerne er endnu uklare, lød det fra politiet.

* Et familiemedlem siger til Ekstra Bladet, at manden er psykisk syg.

* Ifølge det norske medie VG's oplysninger har manden ikke haft arbejde siden begyndelsen af 00'erne.

Kilde: DR, Ritzau, VG, Ekstra Bladet, NTB.
Powered by Labrador CMS