Afslørede dansk spionsag: Nu er han russer

Med sit russiske pas i hånden kan den amerikanske whistleblower Edward Snowden ikke udleveres til USA

Udgivet Opdateret

Den amerikanske whistleblower Edward Snowden, der i september blev tildelt russisk statsborgerskab, har modtaget sit russiske pas.

Han var manden, som afslørede dokumenter, der viste, at Forsvarets Efterretnings lod USA snage i tele- og internetkabler, som kom ind og ud af Danmark. 

Passet blev udleveret, efter at Snowden havde aflagt ed og lovet Rusland troskab.

Det oplyser hans advokat, Anatoly Kutjerena, til det britiske medie The Guardian.

Kan ikke udleveres

Med passet og det russiske statsborgerskab i hånden kan Snowden ikke udleveres til USA, som ønsker at retsforfølge ham.

- Han er selvfølgelig glad og er Rusland taknemmelig for sit statsborgerskab. Han er nu fuldt ud russisk statsborger, siger Anatoly Kutjerena til The Guardian.

39-årige Snowden har siden 2020 haft permanent opholdstilladelse i Rusland. Og i september fik han russisk statsborgerskab.

Søgte asyl

Han søgte asyl i landet efter i 2013 at have lækket hemmelige dokumenter om USA's overvågning af internet og telefoner.

Oplysningerne stammede fra Snowdens tid som ansat i efterretningstjenesten NSA.

De amerikanske myndigheder betragter lækagen som offentliggørelse af fortrolige oplysninger. Derfor ønsker de at retsforfølge Snowden.

Står til 30 år

Skulle Snowden en dag blive dømt for anklagerne, der er rejst mod ham, står han til 30 år i et amerikansk fængsel.

Talsmand for USA's udenrigsministerium Ned Price siger til The Guardian, at USA er opmærksom på oplysningerne om, at Snowden nu skulle være fuldgyldig russisk statsborger.

Flygtede til Hongkong

Ifølge The Guardians oplysninger har også Snowdens hustru, Lindsay Mills, søgt om russisk statsborgerskab. De bor sammen et ukendt sted i landet med deres to sønner. Sønnerne er begge født i Rusland.

I 2013 flygtede Snowden først til Hongkong, hvor han mødtes med den amerikanske journalist Glenn Greenwald og filmmageren Laura Poitras.

I flere måneder afslørede de løbende fortrolige oplysninger fra den amerikanske efterretningstjeneste.

Senere flygtede han videre til Rusland, hvor han efter en måneds ophold i en lufthavn i Moskva fik midlertidig opholdstilladelse.

Edward Snowden ankom til Rusland i 2013. Han bor i dag i landet med sin hustru og to sønner. (Arkivfoto)
Edward Snowden ankom til Rusland i 2013. Han bor i dag i landet med sin hustru og to sønner. (Arkivfoto)

EDWARD SNOWDEN

Edward Joseph Snowden (født 21. juni 1983) er en amerikansk whistleblower som i 2013 lækkede hemmelige oplysninger fra National Security Agency (NSA) vedrørende global overvågning.

Snowden blev verdensberømt som whistleblower i juni 2013, da han lækkede oplysninger til den amerikanske dokumentarfilminstruktør Laura Poitras og til den britiske avis The Guardians journalister Glenn Greenwald og Ewen MacAskill om NSA's massive, hemmelige, verdensomspændende masseovervågning, hvori blandt andet programmet PRISM indgår, som har været iværksat mod bl.a. Europa-Parlamentsmedlemmer.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS