Antallet af dræbte stiger voldsomt

Mindst 5894 har mistet livet i Tyrkiet, og 1932 er omkommet i Syrien efter det kraftige jordskælv mandag

Udgivet Opdateret

Antallet af bekræftede dødsofre i Tyrkiet og Syrien fortsætter med at stige efter mandagens jordskælv.

I alt har over 7800 personer mistet livet i de to lande. Det står klart efter den seneste opdatering af dødstallene sent tirsdag aften.

Mindst 5894 personer er omkommet i Tyrkiet. I nabolandet Syrien har mindst 1932 personer mistet livet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

17,9 kilometer nede i jorden

Mandagens jordskælv fandt sted mellem de tyrkiske byer Gaziantep og Osmaniye - cirka 50 kilometer fra den syriske grænse.

Det skete 17,9 kilometer under jordens overflade.

Skælvet havde en beregnet størrelse på 7,8 og var et af de kraftigste, som har ramt området i mindst et århundrede.

Tyrkiet blev i 1939 også ramt af et voldsomt jordskælv med en styrke på 7,8. Det ramte ved byen Erzincan, og cirka 32.700 mennesker omkom.

Den største naturkatastrofe

Den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, har kaldt mandagens jordskælv for den største naturkatastrofe i landet siden tragedien i 1939.

Den Amerikanske Geologiske Undersøgelse, der monitorerer jordskælv på verdensplan, betegner jordskælv med en styrke på omkring 7 som store jordskælv, der både kan koste menneskeliv og forårsage store ødelæggelser.

Redningsarbejdet fortsatte tirsdag efter mandagens jordskælv i Tyrkiet. Arbejdet er blevet besværliggjort blandt andet af det kolde vejr.
Redningsarbejdet fortsatte tirsdag efter mandagens jordskælv i Tyrkiet. Arbejdet er blevet besværliggjort blandt andet af det kolde vejr.

Ødelæggende

Alle jordskælv med en styrke på over 8 betragtes som svært ødelæggende med både voldsom materiel skade og mange ofre.

Der er kun registreret fem jordskælv med en styrke på 9 eller mere i historien. Det kraftigste var på 9,5 i Chile i 1960.

Jordskælv er Jordens plader der tørner sammen

Læs her, hvordan danske geologer fra Geus beskriver jordskælv:

* Jordens overflade er delt op i en række 50-300 kilometer tykke stive stenplader, der konstant bevæger sig i forhold til hinanden.

* Jordens kontinenter sidder fast på disse plader. Der ligger ufattelige kræfter bag pladernes bevægelser, og det klippemateriale, som pladerne består af, bliver bøjet og vredet.

* Til tider opstår der så store spændinger i klippematerialet, at det pludselig revner, og de to sider af brudfladen forskyder sig i forhold til hinanden med et voldsomt ryk.

* Herved frigives en masse energi, der i form af seismiske bølger spreder sig igennem kloden som ringe i vand. Når de seismiske bølger passerer et sted på jordoverfladen, mærker vi det som et jordskælv.

* Den mest berømte metode til angivelse af et jordskælvs størrelse er udviklet af den amerikanske seismolog Charles F. Richter, som har lagt navn til richterskalaen. Det er den nok mest kendte jordskælvsskala.

* Richterskalaen er udviklet til at sammenligne størrelsen på jordskælv i Californien. Den er tilpasset de særlige geologiske forhold, der er i Californien.

* Ved især meget kraftige skælv andre steder i verden anses richterskalaen i dag ikke som den bedste.

* Momentmagnitudeskalaen bruger flere fysiske parametre til at udregne et såkaldt Mw-tal, som er et udtryk for skælvets størrelse.

* Mw-tallet udtrykker, hvor meget energi der er blevet udløst ved skælvet. Mw-tallet kan sammenlignes for alle typer af jordskælv.

* Momentmagnitudeskalen anvendes i dag ved alle mellemstore og store jordskælv.

Kilde: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)

Powered by Labrador CMS