Betjente jager 13-årig knivstikker
11-årig stukket ned på skole
Tysk politi jager en kun 13-årig dreng efter et knivangreb på en grundskole i Berlin torsdag formiddag.
Det skriver Die Welt.
Politi og redningsmandskab blev alarmeret klokken 11.30 torsdag om et knivstikkeri på en grundskole i Berlin-Spandau.
En 11-årig dreng var blevet angrebet med kniv af en 13-årig dreng.
Hasteopereret
Den 11-årige blev meget hårdt såret ved angrebet og blev hasteopereret på hospitalet.
Hans tilstand betegnes torsdag aften som "stabil".
Den 13-årige knivstikker er torsdag aften fortsat på flugt.
Politiet har gang i en større jagt på den 13-årige, der indbefatter en politihelikopter og flere hundepatruljer.
Ukendt motiv
Politiet har ikke umiddelbart meldt noget ud om et muligt motiv til knivstikkeriet.
De har dog udelukket både et fremmedfjendligt og et religiøst motiv.
Begge børn er tyske statsborgere og bor i nærområdet.
Tysk politi mener ikke den 13-årige knivstikker udgør en umiddelbar fare for offentligheden.
Hans forældre samarbejder med politiet og har givet dem noget tøj, som drengen kan få på, når han er blevet tilbageholdt og overdraget til de sociale myndigheder.