Biden i voldsom modvind

Imens Joe Biden må forholde sig til en sag om fund af hemmelige papirer spekuleres der i, om han genopstiller

Udgivet Opdateret

Fredag er det to år siden, at Joe Biden blevet taget i ed foran Kongressen i Washington D.C. og dermed blev USA's 46. præsident.

To år inde i sit embede skal han dog håndtere kritik i en sag, hvor der flere gange er blevet fundet hemmelige papirer på steder, hvor de ikke burde ligge.

Og skal man tro en ny måling, er præsidenten heller ikke særlig populær blandt folket.

Tæt på laveste

Den repræsentative måling, der er fra nyhedsbureauet Reuters og Ipsos, viser, at fire ud af ti amerikanere synes godt om Bidens indsats som præsident.

Det er tæt på at være den laveste opbakning, han har haft i løbet af sin tid som præsident, skriver Reuters.

Præsidenten kunne ellers i starten af året glæde sig over inflationstal, som var fortsat med at falde i december. Her blev inflationen opgjort til 6,5 procent.

Vandt i Senatet

Derudover fik han og demokraterne slet ikke så mange hug som forventet ved midtvejsvalget i november.

Her vandt de magten i Senatet, mens det omvendt var republikanerne, der sikrede sig flest pladser i Repræsentanternes Hus.

Men på det seneste har præsidenten skullet forholde sig til sagen om de klassificerede dokumenter, der er blevet fundet i både hans hjem i Wilmington i delstaten Delaware samt hos tænketanken Penn Biden Center for Diplomacy & Global Engagement i Washington D.C.

Vil afklare undersøgelse

Dokumenterne stammer fra hans tid som vicepræsident - en post han bestred i perioden 2009 til 2017 under den tidligere præsident Barack Obama.

Biden har selv tidligere sagt, at han "samarbejder fuldt ud" med justitsministeriet.

Derudover sagde præsidenten under et besøg i delstaten Californien torsdag, at han ser frem til at få afklaret undersøgelsen i sagen.

Intet at fortryde

- Jeg har intet at fortryde. Jeg følger det, som advokaterne har fortalt mig, at de ønsker, jeg gør, sagde Joe Biden ifølge Reuters.

Med sine 80 år er han den ældste siddende præsident i USA, og der har været spekulationer om, hvorvidt han vil genopstille, når amerikanere endnu en gang skal til stemmeurnerne i 2024.

Imens har kilder oplyst til Reuters, at han ventes at meddele sit kandidatur - muligvis i næste måned efter at have holdt sin State of the Union-tale den 7. februar.

USA's præsident, Joe Biden, kunne i november glæde sig over, at han og demokraterne klarede sig bedre end ventet ved midtvejsvalget. Men den seneste tid har været præget af en sag om hemmelige dokumenter, der er blevet fundet på steder, hvor de ikke burde ligge. (Arkivfoto).
USA's præsident, Joe Biden, kunne i november glæde sig over, at han og demokraterne klarede sig bedre end ventet ved midtvejsvalget. Men den seneste tid har været præget af en sag om hemmelige dokumenter, der er blevet fundet på steder, hvor de ikke burde ligge. (Arkivfoto).

BLÅ BOG: Joe Biden

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Bliver 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN.

Powered by Labrador CMS