Biden med klar besked

80-årige Joe Biden vil "relativt snart" formelt offentliggøre sit kandidatur til præsidentvalget i 2024

Udgivet Opdateret

USA's præsident, Joe Biden, siger fredag, at han har besluttet sig for at genopstille til præsidentvalget i 2024.

Præsidenten siger videre, at han "relativt snart" formelt vil offentliggøre sit kandidatur.

Meldingen fra Biden kommer, da han fredag forlader Irland. Præsidenten har i denne uge besøgt Nordirland og Irland for at markere 25-års-jubilæet for Langfredagsaftalen.

- Vi annoncerer det relativt snart. Men denne tur har bare forstærket min følelse af optimisme omkring, hvad der kan gøres, siger præsidenten til fremmødte journalister i Dublin

- Jeg har sagt til jer, at min plan er at stille op igen.

Skaber nervøsitet

Biden har længe sagt, at han har planer om at genopstille, men manglen på en officiel erklæring har skabt nervøsitet blandt hans støtter.

De er usikre på, om den 80-årige demokrat virkelig er klar til fire år mere.

Bag scenerne er hans hold dog allerede begyndt at tage de første skridt for at stable en kampagne på benene.

Samme som i 2020

Med fredagens udmelding fra præsidenten er der mulighed for, at kandidaterne til præsidentposten ved valget i 2024 bliver de samme som ved valget i 2020.

USA's tidligere præsident Donald Trump har således annonceret, at han vil forsøge at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat. Andre republikanere har også meldt sig, men Trump er den mest populære blandt republikanske vælgere, viser meningsmålinger.

'Gør jobbet færdig'

Det ventes, at sloganet for Bidens kampagne kommer til at være "Gør jobbet færdigt". Bidens første præsidentperiode har indeholdt flere politiske sejre. Heriblandt milliarder af dollar til at tackle coronapandemien og til ny infrastruktur.

Bidens høje alder gør hans kampagne for at blive genvalgt historisk og til lidt af et sats for Det Demokratiske Parti. Partiet står over for en hård kamp for at bevare magten i Senatet, mens det skal forsøge at genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus.

Omkring 40 procent af amerikanerne er tilfredse med Bidens indsats som præsident.

BLÅ BOG: Joe Biden

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Bliver 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN.

Vil være 86 år

Bliver han genvalgt, vil han være 86 år, når hans anden præsidentperiode slutter. Det er ni år ældre end gennemsnitslevealderen for en amerikansk mand.

Lægen i Det Hvide Hus konstaterede i februar, at Biden, der ikke drikker alkohol og motionerer fem gange om ugen, fortsat er egnet til at udføre jobbet som USA's præsident.

Dengang blev præsidenten omtalt som "sund og energisk" og som værende "i stand til at udføre sine opgaver som præsident til fulde".

USA's præsident, Joe Biden, forlader fredag Irland. Samtidig meddeler han, at han snart formelt vil offentliggøre sit kandidatur til valget i 2024.
USA's præsident, Joe Biden, forlader fredag Irland. Samtidig meddeler han, at han snart formelt vil offentliggøre sit kandidatur til valget i 2024.
Powered by Labrador CMS