Billedet der går verden rundt

Mariana Vishegirskaya, som blev fotograferet, mens hun flygtede fra et hospital i Mariupol, har født en pige

Mariana Vishegirskaya måtte onsdag flygte, da det hospital for fødende, hun lå på, blev bombet af russerne.
Mariana Vishegirskaya måtte onsdag flygte, da det hospital for fødende, hun lå på, blev bombet af russerne.
Udgivet Opdateret

En gravid kvinde, som onsdag blev fotograferet, mens hun flygtede fra resterne af et hospital i Mariupol bombet af Rusland, har født en datter.

Det fortæller hendes niece i Tyrkiet til lokale medier, rapporterer BBC.

Billedet af højgravide Mariana Vishegirskaya, som har blod i ansigtet, mens hun bevæger sig ned af nogle trapper med en dyne om sig og en plastikpose i hånden, er gået verden rundt efter angrebet mod fødeklinikken.

Raser over løgne

Mariana Vishegirskaya fødte dagen efter angrebet.

Ifølge Ukraines FN-ambassadør, Serhij Kyslytsia, har babyen fået navnet Veronika.

Under bemærkninger i FN fredag holder ambassadøren et billede af Mariana Vishegirskaya og hendes datter op og raser mod det, han kalder "russiske løgne".

Fik sund datter

- Frøken Mariana fødte en sund datter i aftes. Hun hedder Veronika. Her er hun sammen med sin far. Det er til trods for de russiske løgne om hende selv, hendes familie og hændelsen, siger han ifølge BBC.

FN-ambassadøren forklarer, at Mariana Vishegirskaya blev genstand for en russisk misinformationskampagne efter bombeangrebet, der kostede tre personer, herunder en lille pige, livet.

Flere en 1500 dræbt

Således tweetede den russiske ambassade i Storbritannien blandt andet en konspirationsteori om, at Mariana Vishegirskaya var en skuespillerinde, og at ødelæggelserne efter angrebet var iscenesat.

BBC's misinformationshold fandt dog ingen beviser for de ubegrundede påstande.

Twitter fjernede senere den russiske ambassades tweets og sagde, at de overtrådte regler "relateret til benægtelse af voldelige begivenheder".

Ifølge FN-ambassadør Serhij Kyslytsia har Rusland dræbt flere end 1500 civile i havnebyen Mariupol, som i dagevis har været uden vand og elektricitet.

Omringet af styrker

Byen er omringet af russiske styrker, og flere forsøg på at evakuere civile er mislykkedes.

- For første gang siden Anden Verdenskrig bliver mennesker begravet i massegrave i ukrainske byer, siger Serhij Kyslytsia.

Læger Uden Grænser advarer om, at hundredtusindvis af mennesker er spærret inde i Mariupol, og at situationen er desperat.

- Belejring er en middelalderlig praksis, som med god grund har været ulovlig i krigsførelse i moderne tid, siger Stephen Cornish, der er leder af Læger Uden Grænsers arbejde i Ukraine, til nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at situationen nærmer sig en "ufattelig tragedie".

Mariana Vishegirskaya fødte torsdag aften en datter. Her ses hun i en hospitalsseng i Mariupol fredag.
Mariana Vishegirskaya fødte torsdag aften en datter. Her ses hun i en hospitalsseng i Mariupol fredag.

KORT OM KONFLIKTEN

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine; mellem ukrainske myndigheder og Rusland; og mellem NATO og Rusland.

Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Kilde: Globalis.dk
Powered by Labrador CMS