Børn ser teenager blive skuddræbt

Børn til aftentræning løb, da ung mand blev skudt på idrætsplads i Stockholm, fortæller vidne

Udgivet Opdateret

En ung mand er onsdag blevet skudt og dræbt på en idrætsplads i det sydlige Stockholm.

På stedet - Mälarhöjdens idrætsplads i bydelen Fruängen - befandt der sig flere børn og unge, som var til træning, da skudepisoden fandt sted.

- Vi leder nu efter gerningspersonen eller gerningspersonerne. Vi har fået flere vidneforklaringer, som vi bruger i jagten, siger polititalsmand Mats Eriksson.

Meldingerne om skud kom omkring klokken 18.45.

Hørte fem skud

Ambulancefolk ankom til stedet, hvor den unge mand modtog behandling. Men han overlevede ikke. Han var i de sene teenageår.

- Vi hørte fem skud. Så løber to små drenge og råber "skyderi", inden alle på banen løber væk mod muren, siger et vidne til Dagens Nyheter.

Politiet efterforsker onsdag aften en skudepisode på Mälarhöjdens idrætsplads i bydelen Fruängen i det sydlige Stockholm.

Statsminister Ulf Kristersson (M) har reageret på episoden.

- Uskyldige mennesker med absolut ingen tilknytning til den grove forbrydelse - hvoraf mange var børn til aftentræning - er netop blevet tvunget til at være en del af endnu et hensynsløst skyderi, hvor endnu en mand er blevet skudt og dræbt, siger han i en kommentar til TT.

Dræbt var rapper

Myndighederne har den seneste tid haft fokus på idrætspladsen, da personer med tilknytning til kriminelle aktiviteter har bevæget sig i området.

Ifølge det svenske medie Expressen er den skuddræbte en rapper. Personen har ifølge mediet forbindelse til konflikten i det kriminelle netværk Foxtrot, hvor der er interne stridigheder.

Expressens oplysninger er ikke blevet bekræftet fra officiel side.

Ikke enkeltstående skyderi

Politiet har foreløbigt sagt, at det er en del af efterforskningen, om drabet har forbindelse til en række forbrydelser i Sverige den seneste tid.

Straf for manddrab

I straffeloven skelnes der som udgangspunkt mellem to typer af drab – manddrab (§ 237) og uagtsomt manddrab (§ 241). Den primær forskel på de to typer drab er personens forsæt til at begå drabet.

Der dømmes kun efter straffelovens § 237, hvis det bliver tilstrækkeligt bevist, at gerningsmanden havde det fornødne forsæt til at begå drab.

Hvis en person forsøger at slå en anden person ihjel, men dette mislykkes, så kan der rejses tiltale efter forsøg på overtrædelse af straffelovens § 237.

Strafferammen:

Manddrab kan medføre en straf fra 5 års fængsel indtil livstid. En livstidsdom i Danmark medfører ikke nødvendigvis fængsel resten af den dømtes liv. Straffelovens § 41 angiver, at livstidsdømte efter 12 år har ret til at få afgjort, om de kan prøveløslades.

Retspraksis:

Der afsiges alene ubetingede frihedsstraffe for manddrab efter straffelovens § 237.

I de fleste afgørelser er straffen mellem 6 og 14 års fængsel, men i manddrabssager beror strafudmålingen meget af de konkrete omstændigheder i sagen. Derfor er det vigtigt at have en god forsvarsadvokat, da han vil kunne fremhæve netop de omstændigheder i din sag, som kan tale for en mindre straf.

Kilde: Hviid Advokater

- Det er ikke helt usandsynligt, at der skulle være forbindelser mellem det her og andre handlinger, siger Mats Eriksson.

Pårørende er blevet underrettet, skriver det svenske medie Aftonbladet.

Søger bil med tonede ruder

Svensk politi søger en grå Toyota RAV4 med tonede ruder, skriver flere medier.

Sent onsdag fandt et yderligere skyderi sted i området omkring Stockholm.

To personer kom således til skade i et skyderi i Jordbro syd for Stockholm, en af dem meget alvorligt. Det skriver politiet på sin hjemmeside natten til torsdag.

Politiet forsøger at finde en eller flere gerningspersoner og er i gang med en efterforskning af skyderiet. Ingen mistænkte er blevet anholdt ved 01.30-tiden.

Powered by Labrador CMS