Briterne dropper corona-restriktioner

Faldende antal coronaindlagte er medvirkende til, at Storbritannien dropper coronarestriktioner

Udgivet Opdateret

Storbritannien ophæver de resterende coronarestriktioner.

Det oplyser landets premierminister, Boris Johnson, mandag i en tale i parlamentet.

Han siger, at det er slut med regler fra regeringen om, hvordan borgere skal opføre sig. Man går over til personligt ansvar.

Johnson tilføjer, at pandemien ikke er ovre. Men briterne er forbi toppen af bølgen drevet af omikronvarianten. Derudover er antallet af coronaindlagte faldende. Derfor er det tid til at sige farvel til restriktioner.

Storbritannien ophæver også kravet om selvisolation efter en positiv coronatest. Kravet ophører torsdag.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, mener, at landets vaccinationsprogram er grunden til, at briterne droppe coronarestriktioner.
Den britiske premierminister, Boris Johnson, mener, at landets vaccinationsprogram er grunden til, at briterne droppe coronarestriktioner.

Frem til 1. april lyder anbefalingen dog fortsat, at personer, der testes positive, bliver hjemme, til de er raske. Derefter er opfordringen, at personer med coronasymptomer udviser "ansvar", lyder det fra den britiske premierminister.

Han mener, at landets vaccinationsprogram er stærkt medvirkende til, at briterne dropper coronarestriktioner. 

Over 71 procent af landets borgere har fået et tredje coronastik. Et såkaldt boosterstik.

Storbritannien planlægger også at skrue ned for den massetestning for coronavirus, som landet har haft.

Fra 1. april er det slut med massetest, oplyser Boris Johnson.

Blå bog: Boris Johnson

Her kan du læse mere om den britiske premierminister:

Navn: Boris Johnson.

Fødselsdato: 19. juni 1964.

Fødested: New York City, New York, USA.

Nationalitet: Har både britisk og amerikansk statsborgerskab.

Uddannelse: Uddannet på Oxford Universitet i klassiske studier, 1987. Studerede samtidig med den tidligere premierminister David Cameron.

Karriere:

* 1989-1994: Bruxelles-korrespondent for den britiske avis The Telegraph

* 1994-1999: Politisk kommentator for blandt andet The Spectator.

* 1999-2008: Redaktør på The Spectator og medlem af det britiske parlament for De Konservative.

* 2008-2016: Borgmester i London.

* 2016-2018: Britisk udenrigsminister.

* Juli 2019-nu: Britisk premierminister.

Kilder: “Just Boris” (2011), New Statesman, Politiken, parliament.uk.

Powered by Labrador CMS