Britisk hangarskib i problemer

Et af den britiske flådes mest avancerede krigsskibe ligger stille ud for den sydengelske kyst

Udgivet Opdateret

Et af den britiske flådes største og mest avancerede fartøjer - hangarskibet "HMS Prince of Wales" - er kort tid efter at have sat kurs mod USA blevet ramt af et mekanisk problem og ligger nu ud for kysten i det sydlige England.

Det oplyser en talsmand for flåden, skriver nyhedsbureauet dpa.

Det 65.000 ton tunge krigsskib stævnede ud fra flådebasen i Portsmouth lørdag.

Skibet skal efter planen deltage i øvelser med den amerikanske og canadiske flåde.

Allerede problemer lørdag

Egentlig skulle hangarskibet til en pris af tre milliarder pund - 26,2 milliarder kroner - have forladt basen fredag, men det blev udskudt til lørdag på grund af et teknisk problem.

Om de to problemer har noget med hinanden at gøre har flåden ikke oplyst.

- Ud over havneanløb i New York, Halifax i Canada og i Caribien vil "Prince of Wales" de næste tre måneder arbejde tæt sammen med amerikanske allierede, sagde en talsmand lørdag ifølge dpa.

Søsat i 2017

Hangarskibet blev sat i søen i 2017 sammen med søsterskibet "HMS Queen Elizabeth".

Det tog otte år at bygge de to skibe på et værft i Skotland.

Hangarskibene var en del af et omdiskuteret forsvarsprogram til adskillige milliarder pund.

Hangarskibet 'HMS Prince of Wales' skulle efter planen være på vej over Atlanterhavet for at deltage i øvelser med den amerikanske og canadiske flåde, men krigsskibet ligger stille ud for det sydlige England på grund af et mekanisk problem. (Arkivfoto viser hangarskibet ankomme til Gibraltar i 2021).
Hangarskibet "HMS Prince of Wales" skulle efter planen være på vej over Atlanterhavet for at deltage i øvelser med den amerikanske og canadiske flåde, men krigsskibet ligger stille ud for det sydlige England på grund af et mekanisk problem. (Arkivfoto viser hangarskibet ankomme til Gibraltar i 2021).

Skepsis

Flere politikere og almindelige briter gav i forbindelse med søsætningen af "HMS Queen Elizabeth" udtryk for, at pengene kunne have været anvendt mere hensigtsmæssigt.

For eksempel til sundhedsvæsnet eller til uddannelsessektoren.

I militæret var der også skeptikere.

- Kritikere i militæret beklager sig over, at den slags højt profilerede projekter sker på bekostning af almindelige flådefartøjer, soldater og luftvåbnet. De stiller også spørgsmålstegn ved, om hangarskibe er tidssvarende, fordi de kan være sårbare over for angreb fra stadig mere sofistikerede missiler, skrev avisen The Guardian i 2017.

Begge hangarskibe kan medbringe 36 kampfly og fire helikoptere.

Powered by Labrador CMS