Der er fundet en ny pave

Hvid røg fra Det Sixtinske Kapel

Offentliggjort Sidst opdateret

Ny pave valgt i Vatikanet

Hvid røg fra Det Sixtinske Kapel indikerer, at en ny pave er valgt.

Identiteten af den nye pave er endnu ikke offentliggjort.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den katolske kirke har fundet et nyt overhoved.

Torsdag kort efter klokken 18 stiger der nemlig hvid røg op fra skorstenen på Det Sixtinske Kapel, hvilket betyder, at der er valgt en pave.

Endnu står det ikke klart, hvem kardinalerne har valgt til pave.

Jubler og klapper

På Peterspladsen, hvor tusindvis er mødt op for at følge med, klapper og jubler folk, mens klokkerne ringer, viser tv-billeder.

Navnet på den nye pave ventes ikke længe efter synet af den hvide røg at blive meddelt fra balkonen på Peterskirken.

Her vil paven ifølge nyhedsbureauet Reuters også vise sig for at give sin første tale som pave og give velsignelse til de fremmødte.

Dørene lukket til konklavet onsdag

Det var onsdag, at dørene blev lukket til konklavet, hvor 133 kardinaler har skullet vælge en pave i hemmelighed.

At vælge en pave kræver et flertal på to tredjedele svarende til mindst 89 af kardinalerne, og her er det relativt hurtigt lykkedes kardinalerne at nå til enighed om én kandidat.

Den gennemsnitlige længde af de sidste ti konklaver har ifølge Reuters været lige over tre dage

Dette konklave har været det største og mest internationale konklave nogensinde. Omkring 70 lande og fem kontinenter er repræsenteret.

Ingen klar favorit

Blandt andet derfor ser mange analytikere det som et ret uforudsigeligt pavevalg uden én klar favorit.

Men den italienske kardinal Pietro Parolin og den filippinske kardinal Luis Antonio Tagle har været nævnt som spidskandidater.

Powered by Labrador CMS