Dorte Dahlin fylder 70 år

Dorte Dahlin forsøger med sin kunst at give liv og sjæl til det offentlige rum. Den danske kunstner fylder 70 år lørdag den 13. december

Offentliggjort

Dorte Dahlin fejrer 70 år med kunst i det offentlige rum

Dorte Dahlin har i næsten 50 år bidraget til den danske kunstscene med værker i det offentlige rum.

Hun mener, at kunst i det offentlige rum skal indgå i dialog med stedets historie og mennesker.

Dahlin fejrer sin 70-års fødselsdag med en reception og skotsk whisky.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Med snart 50 år på den danske kunstscene har Dorte Dahlin et langt og spraglet cv.

Fælles for nogle af hendes største værker er, at de befinder sig i det offentlige rum.

Og det er også en særligt spændende udfordring, synes den danske kunstner, der lørdag den 13. december fylder 70 år.

- Når man arbejder med kunst i det offentlige rum, indgår man i en større dialog med stedet - dets historie, landskab, arkitektur og mennesker, siger hun.

Monument og Trappe

Dorte Dahlin har blandt andet, i samarbejde med sin nu afdøde samlever Mogens Møller, lavet værket "Monument og Trappe", der ligger ud til havnen i Hirtshals.

Som navnet antyder, er det en stor betontrappe, der er udsmykket med forskellige skulpturer og monumenter.

Og for Dorte Dahlin er det vigtigt, at der ikke kun tænkes på funktionen, når man udsmykker byrummet.

Man skal nemlig også bevare poesien, siger hun.

Sine egne veje 

- Man skal have mulighed for at fortabe sig, når man bevæger sig i det offentlige rum. Man skal kunne finde sine egne veje.

- Det hele behøver ikke ligne Kraks vejviser med en pil hen til næste indkøbscenter.

Kunstneren Dorte Dahlin, der lørdag den 13. december fylder 70 år, har blandt andet lavet en dør i rosakvarts til Aalborg Klosterkirke.

Dorte Dahlin er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1982 og stormede frem på den danske kunstscene i starten af 80'erne.

Hun tilhørte den generation, der blev betegnet som "de unge vilde" malere, der vendte op og ned på tidens traditioner og udfordrede den danske kunstverden.

Kunstbiblioteket Tranegården

De fik deres gennembrud på kunstbiblioteket Tranegården i Gentofte i 1982, hvor de lavede den skelsættende udstilling "Kniven på hovedet".

I løbet af 00'erne deltog Dorte Dahlin i flere år i et kunstsamarbejde med emiratet Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Her kuraterede hun udstillinger i ørkennationen, hvor der blev udstillet kunst fra både danske og emiratarabiske kunstnere.

- Projektet udsprang af den grundtanke, at kunst og kultur er blandt de stærkeste redskaber til at skabe forståelse og samarbejde mellem forskellige folk og kulturer, siger hun.

Skotsk whisky 

Dorte Dahlin er for nylig flyttet ind i en ny lejlighed i Danmark og bruger meget af sin tid sammen med sin voksne datter, der er hjemvendt fra Paris.

På hendes fødselsdag holder hun en reception, hvor der blandt andet skal serveres skotsk whisky, siger hun.

Powered by Labrador CMS