Dræber mindst 19 på skole

En eksplosion har fredag dræbt 19 personer i et hazara-kvarter af den afghanske hovedstad, Kabul

Udgivet Opdateret

19 mennesker har mistet livet, da en eksplosion hændte i den afghanske hovedstad, Kabul.

Det oplyser afghansk politi til nyhedsbureauet Reuters.

Det arabiske medie Al Jazeera berettede om 20 døde i forbindelse med eksplosionen. 

Al Jazeera skriver desuden, at 35 personer er blevet såret.

Skete under prøveeksamen

Ifølge mediet skete eksplosionen ved en uddannelsesinstitution under en prøveeksamen, hvor elever forberedte sig til deres adgangsprøver til universitet.

Mediet angiver ikke præcist, hvor i Kabul eksplosionen er fundet sted, men bare at der er tale om en bydel, som er kendt for sin store hazara-befolkning.

En talsmand for politiet i Kabul oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at eksplosionen fandt sted inde i bygningen, og at sikkerhedsstyrker var ankommet for at efterforske området.

Overvejende shiamuslimer 

Et vidne, som har udtalt sig til Reuters på betingelse af anonymitet, siger, at det var en selvmordsbomber, som havde forårsaget eksplosionen. Ritzau kan dog ikke verificere denne beretning.

Hazara-folket er en etnisk minoritet i Afghanistan. De er overvejende shiamuslimer, som ifølge Al Jazeera ofte oplever diskrimination i Afghanistan, hvor der primært bor sunnimuslimer. 

Den islamistiske bevægelse Taliban, som sidste år tog magten i Afghanistan, er desuden sunnimuslimsk.

En kortege med Bashar Noorzai (ikke på billedet), en krigsherre og Taleban-medarbejder, som blev løsladt af USA i en fangeudveksling, passerer gennem Kandahars gader den 24. september.
En kortege med Bashar Noorzai (ikke på billedet), en krigsherre og Taleban-medarbejder, som blev løsladt af USA i en fangeudveksling, passerer gennem Kandahars gader den 24. september.
Powered by Labrador CMS