Dræbte begge sine eksmænd samme dag
Barsk dame ryddede forhindringer af vejen
En 48-årig kvinde fra Florida, Susan Avalon, er varetægtsfængslet, efter at hun onsdag dræbte begge sine eksmænd i løbet af få timer.
Det skriver New York Post.
Hun lå i strid med begge eksmænd om forældremyndigheden over de i alt fem børn, hun havde med de to mænd.
Hun må have ræsonneret, at hun var ved at tabe striden, og at mændene for enhver pris ikke skulle have børnene, da hun nu står til mindst livsvarigt fængsel og mulig dødsstraf og kun får sine børn at se minimalt resten af sit liv og ikke har nogen indflydelse på deres opvækst.
Vaskede bil, da hun blev anholdt
Onsdag klokken 14.55 ankom hun til Manatee County i Florida, hvor den ene eksmand boede.
Hun lokkede ham til at åbne døren under påskud af at have noget lækkert brød med, og da han åbnede entredøren affyrede hun to skud, og eksmanden døde senere onsdag af sine skader efter at være blevet hastet på hospitalet.
Politi kunne via overvågningskameraer konstatere, at Susan Avalon var gerningsmanden og kørte til hendes adresse for at anholde hende.
Da de kom frem, var hun i gang med en grundig rengøring af sin bil, hvor hun blandt andet brugte blegemiddel.
Da betjentene spurgte til drabet på hendes eksmand stillede hun et modspørgsmål.
- Hvem af dem, sagde Susan Avalon til de noget befippede betjente.
De fandt derpå ud af, at hun havde været gift to gange, og da de kørte ud til den anden eksmands adresse, fandt de ham dræbt med flere skud.
Susan Avalon er varetægtsfængslet men endnu ikke formelt sigtet, da det lokale politi stadig efterforsker de koldblodige drab.