Endnu en dansk ferieø står i flammer

59 personer er blevet evakueret fra stranden Nissaki på Korfu med private fartøjer og kystvagtens fartøjer

Udgivet Opdateret

Flammer og naturbrande har ramt endnu en græsk ferieø - nemlig Korfu - efter at naturbrande i weekenden førte til evakueringer på Rhodos.

På Korfu er det områderne Peritheia, Santa, Megkoula, Porta, Palia Peritheia og Sinies på øens nordlige del, som er påvirket. Her er folk blevet bedt om at lade sig evakuere til byen Kassiopi.

Det skriver det britiske medie The Independent mandag.

Udenrigsministeriets Borgerservice beder folk i områderne være opmærksomme og følge de lokale myndigheders anvisninger.

Uvist hvor mange

Det er uvist, hvor mange personer det drejer sig om.

Britiske Sky News skriver, at 59 personer er blevet evakueret fra stranden Nissaki på nordvestkysten via havet.

Det skete med seks fartøjer fra den græske kystvagt og ni private fartøjer, skriver mediet.

Røg stiger op fra en naturbrand på Korfu søndag.
Røg stiger op fra en naturbrand på Korfu søndag.

Meldingen kommer, efter at flammer og naturbrande søndag fik flere rejseselskaber til at aflyse afgange til Rhodos.

Alle planlagte rejser aflyst

Fra rejseselskabet Tui lød det søndag, at alle planlagte flyafgange til og med tirsdag var aflyst på grund af naturbrande på øen.

Tui havde haft 40 danskere i de berørte områder. De var alle blevet flyttet til et andet sted på Rhodos, lød meldingen søndag.

Powered by Labrador CMS