EU og Kina når enighed om krigen

EU opfordrer Kina til at hjælpe med at få krig afsluttet. EU har også advaret Kina om ikke at omgå sanktioner

Udgivet Opdateret

EU og Kina er på virtuelt topmøde enige om, at krigen i Ukraine truer den globale sikkerhed. Men på topmødet har EU-toppen samtidig understreget over for Kina, at EU ikke vil acceptere omgåelse af sanktioner.

Dermed har topmødet tilsyneladende ikke ført til et gennembrud, hvor Kina klart stiller sig på Vestens side.

- EU opfordrer Kina til at lægge pres på Putin for at få krigen afsluttet. Det er ikke i nogens interesse, at krigen fortsætter, siger EU-præsident Charles Michel.

Forventer ansvar

Den opfordring har både EU og USA kommet med igennem længere tid. Men hidtil har Kina ikke vist tegn på at gå aktivt i forsøget på at få stoppet krigen. Og der blev heller ikke givet løfter på topmødet fredag:

- Vi forventer, at Kina som medlem af FN's sikkerhedsråd påtager sig sit ansvar for at få Putin til at slutte fred. Enhver skal spille sin rolle. Alle skal gøre sin del, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Må ikke omgås 

EU har på topmødet også fastslået over for Kina, at man ikke vil acceptere militærhjælp eller omgåelse af sanktionerne mod Rusland. Også den besked har EU og USA flere gange måtte gentage over for Kina, siden krigen startede i slutningen af februar.

Kina har på topmødet ikke givet udtryk for, at man vil begynde at støtte de vestlige sanktioner.

- Men hvis Kina ikke vil det, så skal Kina i hvert fald sikre, at man ikke omgår sanktionerne, siger Ursula von der Leyen.

Det er krig

Hun fortæller, at EU og Kina havde "modsætningsfyldte" synspunkter på topmødet. Kina kalder ligesom Rusland ikke situationen i Ukraine for en "krig", men taler om en konflikt.

Det er en helt anden tilgang EU har, siger Ursula von der Leyen:

- Dette er ikke en konflikt. Det er en krig. Og den er ikke et europæisk problem. Det er et globalt problem, siger Ursula von der Leyen.

KORT OM KONFLIKTEN

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine; mellem ukrainske myndigheder og Rusland; og mellem NATO og Rusland.

Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Kilde: Globalis.dk
Powered by Labrador CMS