Fisketur ender i dobbelt tragedie

Lystfisker faldt i vandet

Offentliggjort

En aften-fisketur torsdag ved havnebassinet i byen Wolgast i delstaten Mecklenburg-Vorpommern i Tyskland endte helt galt.

Det skriver bild.de.

En 27-årig mandlig lystfisker var alene ude at fiske og stod på kanten af havnebassinet.

Af ukendte årsager mistede han klokken 23.40 balancen og faldt ned i havnebassinet.

Redningsmand sprang i vandet

En gruppe mennesker kom tilfældigt forbi, lige da lystfiskeren røg i vandet.

En 40-årig mand sprang uden at tøve i vandet for at redde lystfiskeren.

Men den 40-årige forsvandt også i det mørke vand.

Og ingen af de to kom tilbage til vandoverfladen.

Fundet to timer efter

Politi, brandvæsenet, beredskabet og dykkere blev alarmeret, og de søgte alle efter de to mænd.

Først efter mere end to timer blev de to fundet livløse i vandet.

En akutlæge kunne blot erklære de to mænd døde på stedet.

Flere af vidnerne til de to mænds død var i chok og måtte have krisehjælp efter den dobbelte drukneulykke.

Powered by Labrador CMS