Frygter for atomkatastrofe

Chefen for internationalt atomagentur har onsdag været på besigtigelse på Europas største atomkraftværk i Ukraine

Udgivet Opdateret

Der er øget militær aktivitet omkring atomkraftværket Zaporizjzja i Ukraine, som er under russiske soldaters kontrol.

Det advarer chefen for Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) om under et besøg på kraftværket onsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Må undgå katastrofen

- Det er åbenlyst, at den militære aktivitet øges i hele denne region, siger chefen for IAEA, Rafael Grossi.

Rafael Grossi håber, at Ukraine og Rusland kan blive enige om et regelsæt, der skal sikre sikkerheden omkring Zaporizjzja-værket.

Rafael Grossi, der er chef for IAEA, og som ses her i midten af gruppen, er onsdag på besøg på Zaporizjzja-værket.
Rafael Grossi, der er chef for IAEA, og som ses her i midten af gruppen, er onsdag på besøg på Zaporizjzja-værket.

- Jeg forsøger at forberede og fremsætte nogle realistiske tiltag, der kan godkendes af alle parter.

- Vi er nødt til at undgå katastrofen. Jeg er optimist og tror på, at det er muligt, siger Grossi ifølge russiske statsmedier.

Må ikke angribe

Over for AFP uddyber chefen for IAEA, at agenturet blandt andet ønsker en aftale om, at parterne - Ukraine og Rusland - ikke angriber værket.

Zaporizjzja er Europas største atomkraftværk. Det ligger i det sydøstlige Ukraine nær byerne Mykolajiv og Mariupol.

Atomkraftværket blev besat af russiske soldater få dage efter Ruslands invasion af Ukraine i februar sidste år.

Kampe nær værket

Efterfølgende har der været voldsomme kampe nær værket. Rusland og Ukraine har skiftevis anklaget hinanden for at angribe værket.

Det har ført til stor bekymring for, at der vil ske skade på værket, og at det i værste fald kan resultere i en atomkatastrofe.

Powered by Labrador CMS