Fundet død

En mistænkt for et knivangreb i Canada er fundet død. En anden mistænkt er fortsat på fri fod

Udgivet Opdateret

Politiet i Canada har fundet liget af en af to mænd, der er mistænkt for at stå bag et knivangreb søndag, der har kostet ti mennesker livet.

Det omfattende knivangreb fandt sted i et lokalsamfund ved navn James Smith Cree Nation i den canadiske provins Saskatchewan.

Liget af den mistænkte havde synlige skader, som politiet ikke mener, at han har påført sig selv.

Det oplyser Rhonda Blackmore, der er politichef i Saskatchewan, på et pressemøde mandag eftermiddag lokal tid.

Liget blev fundet i James Smith Cree Nation.

18 såret

18 personer blev såret i knivangrebet.

Efter angrebet lød det, at to mistænkte var på fri fod, og at politiet havde sat mange kræfter ind for at fange dem.

Politiet har bekræftet, at de to mistænkte er brødre.

De to mistænkte er 30-årige Myles Sanderson og 31-årige Damien Sanderson. Det er Damien Sanderson, der er fundet død.

Fortsat på fri fod

Myles Sanderson er fortsat på fri fod, oplyser politiet, der mener, at han befinder sig i byen Regina.

Politiet har "stærk grund til at tro", at Myles Sanderson har pådraget sig nogle skader.

Han har "en lang og omfattende straffeattest", oplyser politiet videre.

- Vi betragter ham som farlig og bevæbnet. Tag ikke kontakt til ham, siger Rhonda Blackmore.

Politiet ved endnu ikke, om det er Myles Sanderson, der står bag drabet på sin bror.

- Det kan vi ikke bekræfte. Vi kan ikke sige, om Myles på den ene eller anden måde var involveret i Damiens død, siger Rhonda Blackmore.

Canadisk politi satte efter knivangrebet i James Smith Cree Nation gang i en omfattende menneskejagt på de mistænkte bag angrebet. En af dem er nu fundet død.
Canadisk politi satte efter knivangrebet i James Smith Cree Nation gang i en omfattende menneskejagt på de mistænkte bag angrebet. En af dem er nu fundet død.

300 km væk

Regina ligger omkring 300 kilometer fra James Smith Cree Nation, hvor knivangrebet fandt sted.

James Smith Cree Nation er et lokalsamfund, der består af 3400 personer fra den oprindelige befolkning i Canada.

Canadisk politi fik meldingen om knivangrebet tidligt søndag morgen lokal tid.

Mandag eftermiddag lokal tid oplyser politiet, at man ikke har viden om, at børn eller spædbørn er kommet til skade i knivangrebet.

Angrebet er et af de mest dødelige i moderne canadisk historie. Politiet siger, at det lader til, at nogle af ofrene var tilfældige, mens gerningsmændene bevidst gik efter andre.

Powered by Labrador CMS