Fyrer 14.000 Tesla-medarbejdere

Topdirektør Elon Musk har mandag afskediget over ti procent af medarbejderne i Tesla, skriver Reuters

Udgivet Opdateret

Mere end ti procent af medarbejderne i Tesla er mandag blevet afskediget.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge elbil-producentens seneste regnskab er der 140.473 ansatte. Dermed svarer det til, at mindst 14.000 personer er blevet afskediget.

Topdirektøren Elon Musk annoncerede afskedigelserne i en e-mail til medarbejderne.

- Der er ikke noget, jeg hader mere, men det skal gøres. Dette vil gøre os i stand til at være strømlinede, innovative og sultne efter den næste vækstfasecyklus, lød det fra Musk i e-mailen til de ansatte.

Han skrev også, at Tesla er vokset hurtigt de seneste år, og derfor har der i nogle tilfælde været brug for flere personer til det samme type job.

Trådt i kraft med det samme

Ifølge Reuters trådte afskedigelserne i kraft med det samme, og det rammer Tesla-ansatte i hele verden.

Tesla har fabrikker i Californien, Nevada, New York, Texas, Tyskland og Kina.

Afskedigelserne kommer ifølge mediet The Guardian efter, at Tesla har oplevet lavere efterspørgsel og priskrig fra andre elbil-producenter.

Her er det især kinesiske elbil-producenter, der er begyndt at lancere billigere modeller.

Den kinesiske elbil-producent BYD overhalede også kortvarigt Tesla i slutningen af 2023 som den største producent af elektriske køretøjer.

I det første kvartal af 2024 leverede Tesla omkring 387.000 biler. Markedet havde regnet med 13 procent flere.

Produktionsproblemer

Tesla har ifølge The Guardian også været ramt af produktionsproblemer. Blandt andet har selskabet været nødt til at omdirigere skibe efter angreb fra houthi-bevægelsen i Det Røde Hav.

Meldingen om afskedigelserne sendte mandag Tesla-aktien ned med 5,6 procent. Dermed har Tesla mistet 30 milliarder dollar - svarende til 210 milliarder kroner - på en enkelt dag.

I 2024 har Tesla indtil videre mistet over en tredjedel af sin markedsværdi.

Kort om Elon Musk

* Musk er en sydafrikanskfødt canadisk-amerikansk forretningsmagnat, ingeniør, opfinder og investor. Han flyttede til Canada som 17-årig.

* Han grundlagde Tesla i 2003.

* Han er blandt andet kendt for at være meget aktiv på det sociale medie Twitter.

* Musk er også stifter af rumfartsselskabet SpaceX, som i 2020 sendte en bemandet rumkapsel op til Den Internationale Rumstation (ISS).

* Musk stiftede SpaceX i 2002.

* Han er desuden medstifter af e-handelstjenesten Paypal. PayPal blev i 2002 solgt til eBay for 1,4 milliarder dollar.

Kilde: Ritzau, Wall Street Journal og tesla.com.
Powered by Labrador CMS