Her brager coronaen fortsat afsted

Alene søndag har Kina registreret næsten 3400 nye smittetilfælde, hvilket er det højeste antal i to år

Udgivet Opdateret

Kina har søndag bekræftet 3393 nye tilfælde af coronavirus.

Det oplyser landets sundhedskommission.

Det er mere end det dobbelte i forhold til dagen før og det højeste daglige antal i landet i to år.

En landsdækkende stigning i antallet af smittetilfælde har fået myndighederne til at lukke skoler i Shanghai og hele byer i nordøst, hvor provinser kæmper med lokale smitteudbrud med varianterne delta og omikron.

Søndag fortæller en lokal embedsmand, at byen Jilin med over 1,6 millioner indbyggere senest er blevet lukket delvist ned. Her er hundredvis af kvarterer blevet forseglet.

Variant driller

- Udbruddet viser, at spredningen med omikronvarianten sker i det skjulte og meget hurtigt. Den er svær at opdage i de tidlige stadier, siger Zhang Yan, der er Jilin-provinsens sundhedschef, på et pressemøde.

Kina har under hele pandemien haft en strategi om at have tæt på nul smittede og reagerer derfor prompte på selv de mindste smitteudbrud med meget strenge restriktioner.

Men den seneste opblussen, som er drevet af den meget smitsomme omikronvariant, samt en stigning i antallet af asymptomatiske tilfælde udfordrer denne strategi.

Millionby lukker

Beboere i Jilin har været igennem seks runder af massetest, og søndag melder byen om over 500 smittetilfælde med omikron.

Fredag blev nabobyen Changchun - en industriby med ni millioner indbyggere - lukket ned.

Lørdag blev både borgmesteren i Jilin og lederen af Changchuns sundhedskommission fyret fra deres job.

Bygger hospitaler

De mindre byer Siping og Dunhua, der begge ligger i Jilin-provinsen, blev lukket ned henholdsvis torsdag og fredag som følge af smitteudbrud.

Og allerede 1. marts blev byen Hunchun, der grænser op til Rusland og Nordkorea, lukket ned, oplyser lokale myndigheder.

I Hunchun er der ifølge det statslige medie Xinhua blevet bygget tre midlertidige hospitaler, som udelukkende skal behandle covid-19-patienter.

Det var i Kina, at coronavirusset første gang blev opdaget.

Lørdag stod indbyggere i byen Changchun i Jilin-provinsen i lange køer i snevejret for at blive testet for coronavirus.
Lørdag stod indbyggere i byen Changchun i Jilin-provinsen i lange køer i snevejret for at blive testet for coronavirus.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen
Powered by Labrador CMS