I højeste alarmberedskab

Torsdag blev der målt 41,1 grad i den kinesiske hovedstad, der nu opjusterer sit alarmsystem til kode rød

Udgivet Opdateret

Myndighederne i den kinesiske hovedstad, Beijing, opjusterede fredag en advarsel om varmt vejr til kode rød. Det er det højeste niveau i det farvekodede alarmsystem i Kina.

Opjusteringen sker, efter at temperaturen i byen med næsten 22 millioner mennesker torsdag slog rekord og nåede op over 41 grader. Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i Beijing i juni.

Ikke siden 1961

Torsdag eftermiddag lokal tid registrerede en vejrstation i en af byens forstæder, der regnes for at være den primære måler i Beijing, 41,1 grads varme.

Den hidtidige rekord for juni lød på 40,6 grader og blev sat den 10. juni 1961.

Torsdagens 41,1 grad er den næsthøjeste temperatur nogensinde målt i Beijing og ligger lige under de 41,9 grader, der blev registreret i storbyen den 24. juli 1999.

Mest alvorlige

Kina har et vejrvarslingssystem, der er inddelt i fire trin. Rødt er det mest alvorlige og højeste niveau. Derefter kommer orange, gul og blå.

Kode rød indikerer, at temperaturen ventes at blive over 40 grader inden for de næste 24 timer.

Den kinesiske meteorologiske administration oplyste torsdag, at myndighederne forventer, at de høje temperaturer vil fortsætte over store dele af det nordlige Kina i de næste otte-ti dage.

Holder øje

I både Beijing, Tianjin, Hebei, Shandong, Henan og det indre Mongoliet holder myndighederne nøje øje med temperaturudviklingen, lyder det.

I den nordlige havneby Tianjin, hvor der bor over 13 millioner mennesker, blev der torsdag målt 41,2 grader. Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i byen.

Helbredsmæssige konsekvenser 

Lokale myndigheder advarer fredag om, at de næste mange dage med høje temperaturer kan have helbredsmæssige konsekvenser for nogle indbyggere.

Blandt andet advarer myndighederne om øget risiko for slagtilfælde.

Folk rådes til at drikke mindst 1,5 liter vand om dagen og begrænse deres tid udenfor så meget som muligt.

Mænd svømmer i en kanal i Beijing, mens Kina er truet af voldsomme varmegrader.
Mænd svømmer i en kanal i Beijing, mens Kina er truet af voldsomme varmegrader.

UNDGÅ HEDESLAG

Sådan undgår du hedeslag:

Begræns fysisk aktivitet når det er varmest

Bliver du utilpas og svimmel, skal du gå ind i skyggen og blive afkølet

Drik rigeligt med væske

Hold kroppen nedkølet med let tøj, kold væske mv.

Symptomer på hedeslag:

Høj kropstemperatur

Kvalme, svimmelhed og hovedpine

Forvirring

Kramper og besvimelse

Varm og tør hud

Hvis hedeslaget rammer:

Bring personen ind i skyggen eller i et afkølet område

Giv personen noget at drikke

Afkøl personen med en våd klud, kold flaske eller is

Læg våde klude på ben, arme og hoved

Ring 112 eller bring personen til skadestuen hurtigst muligt

Er personen bevidstløs og trækker ikke vejret normalt, skal der gives hjertemassage og kunstigt åndedræt

Kilde: Gjensidige forsikring
Powered by Labrador CMS