- Jeg er ikke skyldig

USA's ekspræsident erklærer sig ikkeskyldig i anklager om forsøg på valgsvindel i Georgia, viser dokumenter.

Den tidligere præsident vil ikke vedkende sig de 13 alvorlige punkter han er tiltalt for
Udgivet Opdateret

USA's tidligere præsident Donald Trump har erklæret sig ikkeskyldig i en række tiltalepunkter i forbindelse med forsøg på at omgøre sit valgnederlag i delstaten Georgia i 2020.

Det fremgår af retsdokumenter.

Her besvarer han anklagerne med "ikkeskyldig", skrevet med store bogstaver.

Behøver ikke møde op

Ved at erklære sig ikkeskyldig behøver Trump ikke at møde op ved en domstol i Fulton County i Georgia i næste uge for at blive konfronteret med anklagerne.

Trump er favorit til at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat næste år.

Der er 13 alvorlige anklagepunkter mod Trump, heriblandt for organiseret kriminalitet og for at presse højtstående administratorer i Georgia til at omgøre resultatet fra valget i 2020.

Demokraten Joe Biden vandt Georgia med knap 11.800 stemmer over Trump.

18 medarbejdere anklaget

Trump er endvidere anklaget for at ville udpege falske valgmænd, der skulle få det til at se ud som om, at han havde vundet i staten Georgia.

Hver af USA's 50 stater har et antal valgmænd, der mødes efter et præsidentvalg for at bekræfte, hvem der samlet har vundet. Valgmændene i den enkelte stat har pligt til med alle deres stemmer at bekræfte, hvem der vundet i netop deres stat.

Yderligere 18 af Trumps medarbejdere og advokater er anklaget for at have deltaget i "kriminel virksomhed" i Georgia.

Blå bog om Donald Trump

2* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilde: Kilder: Business Insider og Biography.com

Powered by Labrador CMS