Joe Biden: -Vi fik ham

Al-Qaedas topfigur, Ayman al-Zawahiri, er blevet dræbt i et amerikansk angreb, oplyser USA's præsident

Udgivet Opdateret

USA's præsident, Joe Biden, oplyser natten til tirsdag dansk tid, at lederen af det islamiske netværk al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, er blevet dræbt i et angreb i weekenden i Afghanistans hovedstad, Kabul.

- Nu er retfærdigheden sket fyldest, og denne terroristleder er ikke mere, siger Joe Biden om aktionen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet fandt sted søndag morgen kort efter klokken 6:00 lokal tid.

Dermed bekræfter Biden forlydender i flere medier.

Vellykket angreb

Få timer inden Bidens udmelding skrev flere nyhedsbureauer på baggrund af anonyme regeringskilder, at CIA i weekenden havde udført et vellykket angreb med en drone mod et "vigtigt al-Qaeda-mål" i Kabul.

En kilde oplyste til Reuters, at målet for angrebet var Ayman al-Zawahiri.

En talsmand for Taliban-bevægelsen, der sidder på magten i Afghanistan, bekræfter over for Reuters, at en bolig i Kabul i weekenden var udsat for et angreb fra en drone.

Taliban fordømmer aktionen, og betegner den som et brud på "internationale principper".

Ifølge Joe Biden kom ingen af Zawahiris familiemedlemmer til skade i angrebet, og der var heller ikke andre civile tab.

USAs præsident Joe Biden bekræfter, at Ayman al-Zawahiri, er blevet dræbt i et amerikansk angreb.
USAs præsident Joe Biden bekræfter, at Ayman al-Zawahiri, er blevet dræbt i et amerikansk angreb.

Udgjorde trussel

USA har aldrig lagt skjul på, at det går efter at dræbe førstemanden i

al-Qaeda, der af USA karakteriseres som en terrorbevægelse.

Amerikanske efterretningstjenester har med stor sikkerhed fastslået, at det vitterligt er al-Zawahiri, som blev dræbt.

- Zawahiri udgjorde fortsat en aktiv trussel mod amerikanske personer, interesser og den nationale sikkerhed, siger en ledende person fra Bidens administration ifølge Reuters.

- Hans død er et betydeligt tilbageslag for al-Qaeda og vil forringe gruppens evne til at operere, tilføjer personen.

Osama bin Ladens højre hånd

Egypteren Ayman al-Zawahiri var i årevis højrehånd for al-Qaedas leder Osama bin Laden, som blev dræbt i en amerikansk militæraktion i 2011 i Pakistan.

Efter drabet på bin Laden blev Ayman al-Zawahiri udpeget som ny leder af al-Qaeda.

Al-Zawahiri er blevet beskrevet som det islamiske netværks chefideolog.

USA har dræbt den øverste leder for al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, i et droneangreb i Kabul i weekenden. Det oplyser USA's præsident. (Arkivfoto).
USA har dræbt den øverste leder for al-Qaeda, Ayman al-Zawahiri, i et droneangreb i Kabul i weekenden. Det oplyser USA's præsident. (Arkivfoto).

Var med til 11. september-angrebene

Den lægeuddannede al-Zawahiri var med til at koordinere angrebene 11. september 2001 i USA, da fire passagerfly blev kapret.

To af flyene blev styret ind i tvillingtårnene i World Trade Center i New York, mens et styrtede ned ved Pentagon og et andet styrtede ned på en mark i Philadelphia.

I alt blev næsten 3000 mennesker dræbt.

Angrebet 11. september 2001 minut for minut

Tirsdag 11. september 2001 kaprer 19 al-Qaeda-krigere fire passagerfly i USA. To af flyene flyver ind i World Trade Center i New York og får de to tvillingetårne til at styrte sammen.

Et tredje fly flyver ind i det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon. Det sidste styrter ned på en mark i Pennsylvania.

Det totale antal dræbte er 2996: 246 passagerer på de fire fly plus de 19 flykaprere, 2606 i New York i World Trade Center samt på jorden og 125 i Pentagon.

Her er, hvad der skete på dagen lokal tid:

7.58: American Airlines flynummer 11 letter fra Boston mod Los Angeles med 92 om bord. Boeing 767’eren kapres efter start og dirigeres mod New York.

8.14: United Airlines flynummer 175 letter fra Boston mod Los Angeles med i alt 65 om bord. Også dette Boeing 767 kapres og dirigeres mod New York.

8.21: American Airlines flynummer 77 letter fra Dulles Lufthavn i Washington mod Los Angeles. Boeing 757’eren har 64 om bord og kapres efter start.

8.42: United Airlines flynummer 93, en Boeing 757, letter fra Newark, New York, mod San Francisco med 44 om bord.

8.40: Myndighederne får mistanke om flykapringer af American 11 og United 175.

8.46: American Airlines 11 flyver ind i det nordlige tårn i World Trade Center.

9.03: United Airlines 175 rammer det sydlige tårn i World Trade Center.

9.08: Al flyvning til, fra og over New York indstilles.

9.21: Alle broer og tunneler til Manhattan lukkes.

9.24: Mistanke om flykapring af American Airlines 77.

9.26: Alle civile flyafgange i USA indstilles. Militæret går i alarmberedskab.

9.29: Præsident George W. Bush er i Florida og siger, at der har været en national tragedie.

9.37: American Airlines 77 flyver ind i Pentagon.

9.43: Det Hvide Hus og Capitol Hill evakueres.

9.45: Luftfartsmyndighederne beordrer alle civile fly til at lande i nærmeste lufthavn.

9.57: Passagerer på United 93 gør modstand mod flykaprerne.

9.59: Sydtårnet i World Trade Center kollapser.

10.03: United 93 styrter ned på en mark i Pennsylvania.

10.13: FN-bygningen i New York evakueres.

10.28: Nordtårnet i World Trade Center begynder at kollapse.

11.00: Lower Manhattan evakueres.

13.00: Præsident George W. Bush beordrer USA’s militær i højeste beredskab verden over og siger, at friheden er blevet angrebet, og at de skyldige vil blive jagtet.

Bush skriver, før han går i seng, i sin dagbog: “Det 21. århundredes Pearl Harbor skete i dag … Vi mener, det er Osama bin Laden”.

Kilde: Ritzau

Powered by Labrador CMS