Kæmpe risiko for jule-terror

Konflikten mellem Hamas og Israel gør, at risikoen for terror i EU er kæmpestor, siger kommissær

Udgivet Opdateret

Risikoen for terrorangreb i Europa er steget betragteligt som følge af konflikten mellem Hamas og Israel.

Sådan lyder det fra den svenske EU-kommissær med ansvar for indre anliggender, Ylva Johansson.

Konflikten mellem Hamas og Israel øger risikoen for stor terroraktion i Europa op til jul.

- Med krigen mellem Israel og Hamas og den polarisering, den forårsager i vores samfund, er der en kæmpestor risiko for terrorangreb i EU, siger hun tirsdag ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Øger faren

Det, at julen nærmer sig, kan også bidrage til at øge faren for terroraktioner i europæiske lande, tilføjer kommissæren.

Ylva Johansson henviser blandt andet til lørdagens angreb i Paris, hvor en person blev dræbt i et knivangreb.

En unavngiven kilde fra politiet i Paris har ifølge nyhedsbureauet AFP oplyst, at den mistænkte gerningsmand råbte "allahu akbar", inden han blev anholdt.

Sætningen er forbundet med islam og betyder "Gud er størst" på arabisk.

Deler bekymring

Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, deler kommissærens bekymringer.

- Lørdagens angreb i Paris viser, hvor overhængende og alvorlig truslen om islamistisk terrorisme er for tiden, siger Nancy Faeser og tilføjer:

- Krigen i Gaza og terroren fra Hamas har forårsaget den her situation. Vi må holde et specielt øje med islamistiske trusler og samarbejde for at bekæmpe islamistisk propaganda.

Powered by Labrador CMS