Klynger sig til højhastighedstog
Et højhastighedstog i Østrig måtte i weekenden foretage et nødstop, da en mand klyngede sig til ydersiden
En 24-årig mand fra Algeriet overlevede, efter at have klynget sig til ydersiden af et højhastighedstog i Østrig lørdag.
Det oplyser Østrigs statslige jernbaneselskab ifølge nyhedsbureauet AFP.
Sent lørdag aften var manden stået af toget på stationen i den østrigske by Sankt Pölten for at ryge en cigaret.
Lukket ind
Da toget igen begyndte at køre, greb manden fat i toget og klyngede sig til det, lyder det. Senere foretog toget et nødstop, og manden blev lukket ind i toget.
- Det er uansvarligt. Den slags ender som regel med, at nogen dør, siger Herbert Hofer, der er talsperson for jernbanen til nyhedsbureauet.
Mange i fare
- Det er ikke kun dig selv, du bringer i fare. Hvis du ender under toget, så er der redningsfolk, politi og brandvæsen, der bliver tilkaldt, tilføjer han.