Mand dræber tre på beboermøde

Konflikter i beboerforening endte i blodbad

Udgivet Opdateret

Et beboermøde i Italiens hovedstad, Rom, fik søndag en blodig afslutning, da en bevæbnet mand  begyndte at skyde mod de tilstedeværende.

Tre kvinder blev dræbt af skud, og fire andre deltagere i mødet blev såret. 

Den 57-årige gerningsmand kom ind på den bar, hvor mødet fandt sted, og åbnede ild, fortæller et øjenvidne.

- Han kom ind i rummet, lukkede døren og råbte "Jeg slår jer alle sammen ihjel", og så begyndte han at skyde, siger øjenvidnet til det italienske nyhedsbureau Ansa.

Dræbt var veninde med premierminister

Manden blev overmandet af nogle af de tilstedeværende og anholdt af politiet.

Vidner siger, at det er en mand fra lokalområdet, der har haft en række konflikter med beboerforeningen.

En af de dræbte kvinder er en veninde af Italiens premierminister, Giorgia Meloni.

GIORGIA MELONI

Giorgia Meloni (født 15. januar 1977 i Rom, Italien) er en italiensk politiker og journalist, partileder for Italiens Brødre og siden den 22. oktober 2022 Italiens premierminister. 

Hun er den første kvinde på posten.

Giorgia Meloni var ungdomsminister i Berlusconis 4. regering og ordfører for Giovane Italia (Unge Italien), Frihedens folks ungdomsforbund.

Hun er medgrundlægger af partiet Italiens Brødre (Fratelli d'Italia) tilsammen med Guido Crosetto og Ignazio Vel Russa, og blev partileder den 8. marts 2014. 

Hun har været uafbrudt medlem af Italiens parlament (Underhuset/Deputeretkammeret) siden 2006.

Kilde: Wikipedia

Premierministeren mindes sin 50-årige veninde i et opslag på Instagram og skriver, at gerningsmanden havde stjålet den pistol, som han brugte i angrebet, på en skydebane.

Byens borgmester, Roberto Gualtieri, beskriver i en meddelelse på Twitter skyderiet som "en ekstremt alvorlig voldsepisode".

Italiens premierminister, Giorgia Meloni, var veninde med en af de dræbte kvinder.
Italiens premierminister, Giorgia Meloni, var veninde med en af de dræbte kvinder.
Powered by Labrador CMS