Mette F. hamrer løs på Putin

Putin og Rusland skal ikke ustraffet forlade Ukraine efter omfattende ødelæggelser, siger Mette Frederiksen

Udgivet Opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) kommer med et klart budskab til Ruslands præsident, Vladimir Putin, forud for Europarådets topmøde i Reykjavik i Island.

- Putin og Rusland skal holdes ansvarlige for deres krigsforbrydelser i Ukraine, siger Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar.

Alt skal registreres

På topmødet forventes statslederne at blive enige om at opbygge et register over tab og ødelæggelser i Ukraine. Dermed vil der være et konkret afsæt for at drage Rusland til ansvar for krigshandlinger, fastslår Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen vil holde Putin ansvarlig for krigsforbrydelserne i Ukraine.
Statsminister Mette Frederiksen vil holde Putin ansvarlig for krigsforbrydelserne i Ukraine.

- Den russiske aggression og brutalitet over for Ukraine og det ukrainske folk må ikke gå ustraffet hen, siger Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar forud for mødet.

Den danske statsminister får en særlig rolle på mødet, fordi hun leder en rundbordsdrøftelse om netop muligheden for at oprette et register, der kan bruges til at holde Rusland ansvarlig.

Mere samlet end nogensinde

Både USA og Ukraine deltager i rundbordssamtalen, som ventes at blive den centrale i forhold til udkommet af mødet.

- Europa står mere samlet end nogensinde i kampen for demokratiet og for den verdensorden, der har sikret os fred og frihed i årtier. Jeg ser frem til at genbekræfte og yderligere styrke det europæiske sammenhold mod den russiske aggression, siger Mette Frederiksen.

Powered by Labrador CMS