Mor erkender drab på sine to børn
Smed dem i kuffert der blev anbragt i et depotrum
En kvinde har erkendt, at hun dræbte sine to børn, hvis lig senere blev fundet i kufferter i et opbevaringsrum i byen Auckland i New Zealand.
Kvinden, den 44-årige Hakyung Lee fra Sydkorea, har erkendt, at hun gav børnene nortriptylin, hvilket førte til deres død.
Det har anklageren i sagen sagt under retssagen, der kører i New Zealand.
Det fremgår af retsdokumenter, der er offentliggjort fredag.
Nortriptylin bruges til at behandle depression.
Umuligt at fastlægge præcist dødstidspunkt
Myndighederne mener, at børnene på seks og otte år døde i juni eller juli 2018.
Det har ikke været muligt at fastlægge et præcist tidspunkt for deres død.
Det skyldes, at deres lig har ligget i lang tid. De blev først fundet flere år senere, i 2022.
Det har også gjort det svært at påvise, at børnene udelukkende døde af medicinen, har lægen Simon Stables forklaret i retten.
- Man kan argumentere for, at det er dødsårsagen, men man kan også sige, at det er sket i kombination med noget andet.
Mens moren har erkendt, at hun forårsagede sine børns død, vil hun alligevel frifindes. Hun mener, at hun var sindssyg i gerningsøjeblikket.