Nato sender 700 soldater

Jens Stoltenberg, Natos generalsekretær, har tirsdag fordømt uro og optøjer, hvor 30 Nato-udsendte er såret

Udgivet Opdateret

Nato agter at sende 700 soldater til Kosovo. Her blev 30 Nato-soldater fra KFOR-styrken mandag aften såret i forbindelse med uro og optøjer.

Det oplyser Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, tirsdag ifølge det norske public service-medie NRK og nyhedsbureauet Reuters.

Fordømmer uro

Samtidig fordømmer Nato-chefen uroligheder i det nordlige Kosovo.

- Vi fordømmer det uprovokerede angreb på KFOR-tropper i det nordlige Kosovo. Det er uacceptabelt og må stoppe, siger Stoltenberg ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

På et pressemøde tirsdag har Jens Stoltenberg, der er generalsekretær i Nato, annonceret, at Nato sender 700 soldater til den Nato-ledede mission i Kosovo, KFOR.
På et pressemøde tirsdag har Jens Stoltenberg, der er generalsekretær i Nato, annonceret, at Nato sender 700 soldater til den Nato-ledede mission i Kosovo, KFOR.

Uroen stammer fra utilfredshed blandt etniske serbere i det nordlige Kosovo med, at der efter lokalvalg indsættes etnisk albanske borgmestre i nogle byer.

Boykottede valg

Serbernes utilfredshed bunder i et lokalvalg i april i det nordlige Kosovo, som de boykottede.

Det betød, at etniske albanere sikrede sig valgsejren og dermed en række borgmesterposter på trods af en valgdeltagelse på sølle 3,5 procent.

I sidste uge indsatte Kosovos premierminister, Albin Kurti, officielt de albanske borgmestre. Det skridt medførte kritik fra USA og andre allierede.

Byerne i det nordlige Kosovo er hovedsageligt beboet af etniske serbere, mens den øvrige del er beboet af etniske albanere.

Gik til angreb

Mandag var KFOR-styrker udsendt for at holde utilfredse etniske serbere fra at storme tre rådhuse. Rådhusene ligger i byer, hvor der er indsat etnisk albanske borgmestre.

Den utilfredse folkemængde angreb KFOR-styrkerne, og 30 Nato-udsendte er blevet såret. Der var tale om 11 italienere og 19 ungarer, der blandt andet er blevet forbrændt og nogle har fået knoglebrud.

Powered by Labrador CMS