Norge sender kampvogne til Ukraine

Norge kommer til at sende kampvogne til Ukraine, siger norsk forsvarsminister. Dansk regering afviser

Udgivet Opdateret

Norge kommer til at sende kampvogne til Ukraine.

Det oplyser den norske forsvarsminister ifølge tv-stationen NRK.

I et interview med NRK vil forsvarsministeren, Bjørn Arild Gram, ikke sætte et tal på, hvor mange kampvogne Norge agter at sende.

Skal være med

- Nu er kampvogne blevet vældigt eftertragtet. Norge og regeringen støtter, at der skal doneres kampvogne til Ukraine. Norge skal være med, siger han følge NRK.

Adspurgt om Norge sender de samme kampvogne som Tyskland, svarer Bjørn Arild Gram, at Norge har en anden udgave af Leopard-kampvognene.

Bjørn Arild Gram, der her ses på et besøg i Washington, USA, i september, har onsdag oplyst, at Norge kommer til at bidrage med kampvogne til Ukraine. (Arkivfoto).
Bjørn Arild Gram, der her ses på et besøg i Washington, USA, i september, har onsdag oplyst, at Norge kommer til at bidrage med kampvogne til Ukraine. (Arkivfoto).

Den norske melding kommer næsten samtidig med, at den amerikanske præsident, Joe Biden, i en tv-tale fortæller, at USA vil sende 31 Abrams-kampvogne til Ukraine.

Tyskerne leverer omsider

I Tyskland har den tyske regering givet tilsagn om at sende 14 Leopard-kampvogne. Det samme har Storbritannien og Polen.

I Sverige har den svenske forsvarsminister, Pål Jonson, fortalt Svenska Dagbladet, at der ikke er nogle nuværende planer om at sende kampvogne til Ukraine.

Han peger dog på, at der kan blive tale om at sende kampvogne af typen Stridsvagn 122 på et senere tidspunkt.

Danmark nægter

- I dag forberedes der ikke nogen donation af kampvogne fra Sverige, men det er ikke udelukket, at dette kan ske senere hen, siger han.

I Danmark har regeringen afvist at sende nogle af de kampvogne, som det danske forsvar råder over, til Ukraine.

Powered by Labrador CMS